23948sdkhjf

Dansk Erhverv søger opgør med den ulige konkurrence i hjemmeplejen

Og FOA beder politikerne sætte en stopper for "den ødelæggende priskonkurrence".

Som Magasinet Pleje skrev i går, viser ny opgørelse fra Danmarks statistik, at de private velfærdsleverandører generelt set er stabile - men at konkurser inden for hjemmeplejebranchen og dele af socialområdet trækker det samlede billede ned.  

Dansk Erhverv mener, at der skal gøres op med den ulige konkurrence i hjemmeplejen.

I Dansk Erhverv nikker man genkendende til de nye tal fra Danmarks Statistik, som blandt andet viser, at private velfærdsvirksomheder generelt over en periode fra 2009 – 2017 ligger på niveau med den generelle konkursprocent i samfundet. Men at tal for velfærdsområdet dækker over store interne forskelle. 

Inden for hjemmeplejen har ca. hver tredje borger valgt en privat leverandør og generelt med stor borgertilfredshed. Konkurser i den private hjemmepleje har vakt en del mediebevågenhed, og regeringen har nu igangsat en undersøgelse af dem. En undersøgelse, som Dansk Erhverv bakker op om og har konkrete krav til.

- Konkurser er noget, vi tager meget alvorligt. Derfor har vi tidligere spillet ind med anbefalinger til kommunerne for at undgå konkurser, herunder også krav til virksomhederne. Det er dog helt afgørende, at der bliver gjort op med de ulige konkurrencevilkår mellem de private leverandører på den ene side og kommunerne på den anden. Lige nu er banen skæv, og den er mere egnet til skihop end boldspil. Det er eksempelvis et kæmpe problem, at lovgivningen afgrænser de private virksomheder og helt specifikt ikke garanterer borgeren frit valg og sammenhæng på tværs af ydelser. Det er også helt skævt, at kommunerne, efter et udbud, kører til højere priser end de private, siger Rasmus Larsen Lindblom.

 

FOA: Ældre er særligt i farezonen for konkurser


FOAs formand, Dennis Kristensen, opfordrer som følge af gårsdagens historie fra Danmarks Statistik, politikerne til at sætte en stopper for den ødelæggende priskonkurrence.

 

Rigtig mange private plejefirmaer er lukket som følge af konkurs. Ikke mindre end 6,5 procent af de private plejefirmaer er således gået konkurs fra 2009 til 2017. 

 

-  Tallene viser, hvor uhyggelig stor risiko de ældre plejekrævende borgere har for at få den besked, som naturligt skaber uro og utryghed: ’Vi kommer desværre ikke hos dig i dag, siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

 

FOA har samlet oplysninger om kendte konkurser i private plejevirksomheder siden 2006 på konkursindex.dk. Billedet er helt entydigt, at antallet af konkurser eksploderede i 2013, hvor det blev muligt at konkurrere på prisen.

 

Mindst 11.648 ældre og svage borgere er blevet ramt af konkurser siden 2006. Hovedparten er ramt af konkurser efter indførelsen af priskonkurrencer.

 

- Omkring halvdelen af kommunerne har siden 2013 brugt muligheden for at lade plejefirmaerne konkurrere på prisen. Konkursantallet vil selvfølgelig stige yderligere i takt med, at flere kommuner går over til denne model. I mine øjne står vi på randen af en prismæssig dødsspiral. I benhård priskonkurrence vil de private plejefirmaer bevæge sig ud i en nedadgående prismæssig dødsspiral, hvor kvaliteten kastes over borde, og hvor de ældre og de ansatte kommer til at betale prisen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079