23948sdkhjf

Midtjyske kommuner vil videreføre mentorordning

To mentorer hjælper unge tilbage i hverdagen efter en hjerneskade - kommunerne i Region Midtjylland har netop nikket ja til at sikre økonomien for mentorhjælpen de næste tre år.

Siden efteråret 2014 har to mentorer hjulpet knap 100 unge med at vende tilbage til hverdagen efter en hjerneskade. Som supplement til og i tæt samarbejde med kommunernes øvrige tilbud. Erfaringerne med hjælpen er så gode, at de 19 kommuner i Region Midtjylland netop har nikket ja til at sikre økonomien for mentorhjælpen de næste tre år.

Kommunaldirektørnetværket i Region Midtjylland, KD-net, har sikret økonomien til at fortsætte og roser projektet for samarbejdet på tværs af sektorer, fortæller netværkets formand Jesper Kaas Schmidt.

- Ungementorerne er et godt eksempel på at det gavner borgerne at vi samarbejder på tværs af kommuner og region og er klar til at finansiere opgaver anderledes end hidtil, siger han.

I projektperioden er indsatsen løbende blevet evalueret. Evalueringerne viser, at flere unge er blevet hjulpet til at blive fastholdt på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet.

- Mentorerne har fokus på at hjælpe den unge, ikke på hvor mange timer hjælpen tager og hvilken kasse, der skal betale. De støtter de unge i at klare sig selv under nye livsvilkår og har opnået fine resultater, siger Jesper Kaas Schmidt.

Kommunerne har aftalt at betale for hver ung de henviser og stiller sammen en underskudsgaranti. Dermed overgår Region Midtjyllands Satspulje-finansierede projekt "Bristede Drømme – Nyt Håb" til et kommunalt-regionalt tilbud.

På de unges præmisser

Mentorerne har base på Hammel Neurocenter men arbejder i den unges nærmiljø med bl.a. at understøtte den unge i at klare aktuelle udfordringer. De unge og deres netværk er med til at bestemme, hvad ungementorerne skal hjælpe med.

- Vi kan hjælpe med at skabe forståelse hos den unge selv og hos familie, venner, uddannelse og job om, hvad hjerneskaden betyder for netop den her unge. Når netværket er oplyst om de ændrede livsvilkår og ved, hvad der er anderledes end før, kan de bedre hjælpe og støtte op om den unge i hverdagen, siger ungementor Malene Arendt Eriksen.

Ungementorernes mål er altid at styrke de unge i og sammen med deres netværk. Fordi netværkets støtte og forståelse er afgørende for, hvordan de unge klarer at vende tilbage til en hverdag med sociale fællesskaber, uddannelse og arbejde.

Projekt Bristede Drømme-Nyt Håb var indtil 1. juli 2016 finansieret af statslige satspuljemidler til en styrket indsats for 15-30-årige med erhvervet hjerneskade. Region Midtjylland har på opfordring fra kommunerne som eneste region i landet oprettet en mentorordning til målgruppen.

Kommunerne i Region Midtjylland har besluttet at videreføre mentorordningen, først til 31. marts 2017 og senest i yderligere tre år.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.422