Netværk: 14 kommuner deler viden om velfærdsteknologi
Siden 2016 har velfærdsteknologiske medarbejdere i 14 kommuner kunnet sparre med hinanden i et tæt netværk.
SundVÆKST netværket mødes ca. hver tredje måned. Og for Skanderborg Kommune og Ida Arentsen, der er konsulent for velfærdsteknologi på ældre- og handicapområdet, giver det stor værdi at være en del af et netværk, hvor man får gode idéer og sparring, og hvor man udvikler sammen.
- Vi undgår simpelthen, at vi sidder og skal opfinde hver vores dybe tallerken, forklarer hun.
- Det er dejligt også at opleve den måde, vi deler hinandens viden på i netværket. Jeg synes, vi er med til at løfte hinanden. To plus to giver lige pludselig fem, fordi vi kommer i tanker om nogle løsninger eller bliver opmærksom på nogle områder, som man ikke ville have gjort, hvis man var alene, og omvendt kan vi også være med til at bidrage i forhold til nogle projekter, siger hun.
Indtil videre har der været holdt fem møder i SundVÆKST netværket. Som regel bliver der taget et tema op på mødet. Kommunerne har blandt andet udvekslet viden og erfaringer om living labs, implementering og ny omsorgsjournal. Lige nu har netværket fokus på medicinhåndtering, og der er lavet en erfa-gruppe, som skal kigge nærmere på de udfordringer, der er i forhold til medicinhåndtering, og hvad det er for nogle løsninger, der er brug for.
Jura og refleksion
For Maria Sandholm Overgaard, der er projektleder i Handicap og Psykiatri i Ringkøbing-Skjern Kommune, betyder det meget, at man i netværket kan lære af hinandens erfaringer for eksempel i forhold til, hvad der virker, og hvad der ikke virker.
- Jeg er den eneste i Handicap og Psykiatri, administrationen, der arbejder med velfærdsteknologi, og derfor er det jo en oplagt sparringsmulighed for mig, når jeg kommer afsted til netværksmøder, fortæller hun.
I netværket diskuterer man blandt andet også de juridiske problemstillinger, der kan være i forhold til velfærdsteknologi. Hvad må man for eksempel som kommune stille til rådighed for en borger? Hvornår må man sætte en GPS-tracker på en borger? Og hvornår må man sætte et kamera op hos en borger?
- Der ligger faktisk mange ting i arbejdet med velfærdsteknologi, som man måske ikke lige får tænkt over i hverdagen. Og det er i hvert fald noget af det, som jeg får ud af netværket. Refleksion i forhold til hvad der er nødvendigt at have fokus på udover selve velfærdsteknologien. Jeg synes, det her er et godt tiltag, siger Maria Sandholm Overgaard.
SundVÆKST-netværket mødes igen til maj.
Netværk har fokus på håndtering af medicin SundVÆKST netværket mødes ca. fire gange om året. |
Netværket SundVÆKST netværket bygger videre på den værdi og de erfaringer som Partnerskabet for velfærdsinnovation under BusinessRegionAarhus har opbygget. kilde: MTIC |
MTIC Foreningen MedTech Innovation Consortium (MTIC) er dannet af Aarhus Universitet, VIA University College, Region Midtjylland samt de 14 kommuner Aarhus, Favrskov, Herning, Holstebro, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skanderborg, Struer, Syddjurs og Viborg. kilde: MTIC |