23948sdkhjf

Ledige og efterlønnere kan fortsætte med frivilligt arbejde

Ledige skal kunne arbejde frivilligt uden modregning, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Ledige på dagpenge og efterlønnere skal lettere kunne arbejde frivilligt uden at miste offentlige ydelser. Derfor førstebehandler Folketinget tirsdag et lovforslag, som forlænger et forsøg, som udløb i april i år, til nytår.

Det siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

- Vi skal have en overgangsordning, indtil vi får lavet et nyt system med nogle mere lempelige ordninger. Det har bestemt været alt for stramt, siger Troels Lund Poulsen.

Ministerierne har haft forskellige definitioner af en frivillig organisation. Fremover følger alle ministerier Socialministeriets definition, påpeger beskæftigelsesministeren.

-Vi vil gøre det lettere for folk at lave frivilligt arbejde, siger Troels Lund Poulsen.

Dansk Folkeparti vil gennemgå hele systemet, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted.

- Vi forlænger forsøget til nytår. Aftalen er, at vi skal forhandle en ny frivillighedsordning på plads, siger han.

Som beskæftigelsesminister satte S-formand Mette Frederiksen forsøget i gang.

Nu fortsætter det, så efterlønnere kan arbejde 15 timer om ugen for eksempel på et plejehjem eller i en fitnessforening. For ledige på dagpenge er grænsen 10 timer.

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, er enig, men advarer mod løntrykkeri. Det samme gør FOA's formand, Dennis Kristensen.

Han mener, at klemte kommuner må fyre ansatte til fordel for frivillige.

Bent Bøgsted forsikrer dem om, at DF ser på alt:

Dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, førtidspensionister og fleksjobbere. Vi skal se på, hvordan det fungerer i dag.

Beskæftigelsesministeren beroliger fagbevægelsen.

- Forslaget går ikke ud på, at frivillige skal varetage indsatsen med hjemmehjælp, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085