23948sdkhjf

Sygeplejersker fik ledelsesteori ind med musik

Der blev skruet op for både lyd og teori, da 400 ledende sygeplejersker var til Lederforeningen i DSR’s Fagkongres 2017 på Hotel Koldingfjord.

Musik og ledelse har mange koblinger til hinanden. Og da ledende sygeplejersker i går 9. maj satte sig i stolene til Fagkongres 2017 blev de løftet musikalsk af Uffe Savery og musikere fra symfoniorkestret Copenhagen Phil.

Uffe Savery er kendt som halvdelen af Safri Duo. Siden 2010 har han været musikchef for Copenhagen Phil og fortalte i går om sammenhængen mellem musik og ledelse. En inspirerende oplevelse, lovede formand for Lederforeningen i DSR, Irene Hesselberg forud for kongressen.

- Vi snakker så meget om værdien af at lede opad, nedad, udad - at spille hinanden gode. Mange er kommet med teorier om relationsskabelse, hvordan vi skal opnå resultater og så videre. ALT det bliver fanget på smukkeste vis sammen med symfoniorkestret. Jeg har tidligere oplevet Uffe Savery og symfoniorkestret spille sig gennem de store ledelsesteorier, og det var fantastisk, fortæller Irene Hesselberg.

Temaet er disruption
Fagkongressen er årets største faglige begivenhed for ledende sygeplejersker i Danmark med cirka 400 deltagere. Fagkongressen har været holdt hvert år siden 2012. I år har man valgt, at temaet er disruption.

Disruption betyder direkte oversat forstyrrelse. Brugt om virksomheder og organisationer har det fået betydning af at gentænke strategi i lyset af ny teknologi, der forandrer markedet. Som eksempel på en virksomhed, der ikke foretog disruption var videokæden Blockbuster. Den gik konkurs, da kunderne begyndte at streame film fra online udbydere i stedet for at leje dem fysisk.

Sundhedsvæsenet er et af de vigtigste funktioner i samfundet. Kombineret med at der opfindes og udvikles masser af ny teknologi til sundhedssektoren, er disruption særdeles aktuelt for ledende sygeplejersker.

Debat med Ledelsekommissionen
Dagen sluttede i selskab med Ledelseskommissionens formand, hvor deltagerne kunne spørge og komme med input til kommissionen arbejde.

- Det er en fantastisk mulighed både for de ledende sygeplejersker til at bidrage med deres version af ledelse og for Ledelseskommissionen til at være tro mod sætningen: vores viden og resultater skal komme fra et samarbejde med ledere, der står midt i ledelse og styring hver dag, siger Irene Hesselberg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094