23948sdkhjf

Nye råd på Aarhus´plejehjem og lokalcentre

De nuværende beboer/pårørenderåd ved plejehjemmene og brugerråd ved lokalcentrene erstattes af henholdsvis råd på plejehjem og råd på lokalcentre.

I Aarhus afløses brugerråd og beboer/pårørenderåd nu af nye råd, der er mere tidssvarende, og som giver bedre muligheder for nye samarbejdspartnere.

Gennem mange år har borgere og brugere af Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune haft muligheder for indflydelse gennem forskellige råd. For at udvikle det, er repræsentanter for de nuværende råd og rådmanden på sundheds- og omsorgsområdet i Aarhus Kommune nu blevet enige om en ændring af vedtægterne, så nærdemokratiet kommer endnu tættere på.

De nuværende beboer/pårørenderåd ved plejehjemmene og brugerråd ved lokalcentrene erstattes af henholdsvis råd på plejehjem og råd på lokalcentre.

Rådene på de enkelte plejehjem kan vælges hvert år blandt beboere, pårørende og andre med interesse for plejehjemmet. Rådet kan være med til at arrangere aktiviteter på plejehjemmet, og rådet inddrages i de daglige forhold på plejehjemmet, som mad, tilsyn og den måde arbejdet tilrettelægges på.

Rådene på lokalcentrene får en bredere base end de nuværende brugerråd, idet de ikke kun vælges af områdets seniorer, men af alle grupper der har interesse i lokalcentrets virke – dvs. også foreninger og andre brugere. Rådene skal stå for aktiviteter og i samarbejde med direktioner og alle andre aktører i lokalområdet arbejde for, at lokalcentret bliver et åbent og aktivt medborgerhus med plads til fællesskaber for alle.

- Jeg kan kun være tilfreds med at vi nu får nye rammer for borgernes indflydelse, som lever bedre op til vilkårene i dag. Og jeg er især glad for at vi har haft et godt forløb, hvor repræsentanter for brugerne har fået sat deres klare aftryk, så vi nu får lagt en struktur, der er fremtidssikret, siger rådmand Jette Skive om de nye rammer for brugerindflydelse på seniorområdet i Aarhus Kommune.

De nye demokratiformer er blevet til i et tæt samarbejde med repræsentanter for de nuværende råd, hvor formanden for ældrerådet, Jan Radzewicz, repræsentant for formanskabet for brugerrådene Erik Vigsø og Marianne Gram Thrane, der repræsenterer beboer/pårørenderådene har spillet en væsentlig rolle.

- Det er et syvmileskridt i den rigtige retning. Det er en fornyelse af de idéer om brugerindflydelse som den daværende rådmand Jens Arbjerg stod for tilbage i 1980’erne. Nu bliver de ført frem til en ny tid, siger Erik Vigsø.

- Vi får mulighed for et se på lokalcentrenes og plejehjemmene aktivitetstilbud på en ny måde, og nedbryde barriererne mellem dem. Ud over det åbner vi op for at flere generationer kan mødes både på plejehjemmene og lokalcentrene, fortæller Marianne Gram Thrane.

- Den nye struktur er en udvidelse af Aarhus Kommunes medborgerskabspolitik, sådan at vi fremover får nye aktører på banen i forhold til seniorerne, da både foreningslivet og andre frivillige kommer på banen i højere grad end tilfældet er i dag, opsummerer Jan Radzewicz.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094