23948sdkhjf

70 kommuner har søgt køkkenpuljen

Puljen til at forbedre og forny køkkener på plejehjem bliver brugt op.

70 kommuner har til sammen søgt om mere end de 425 mio. kr., der ligger i en pulje til at forbedre og forny køkkener på plejehjem og dermed give de ældre bedre madoplevelser.

Det er resultatet efter to ansøgningsrunder, hvor kommunerne har haft mulighed for at søge om penge til at etablere, renovere eller genåbne lokale køkkener på plejehjem.

- Jeg er så glad for, på de ældres vegne, at så mange kommuner har søgt om penge til at give plejehjemsbeboere bedre madoplevelser. Jeg synes, det viser en stor ansvarlighed fra kommunernes side for at ville forbedre de ældres dagligdag med nylavet mad og give dem mulighed for at få bedre indflydelse på maden, siger ældreminister Thyra Frank.

Puljen blev første gang slået op i februar måned, og efter fristens udløb viste det sig, at 63 kommuner havde søgt om penge.
Derfor blev det besluttet, at lave et genopslag med frist den 17. maj, hvor alle kommuner kunne søge, også dem der allerede havde søgt i første runde.

42 kommuner ansøgte inden fristens udløb. 35 kommuner havde allerede søgt første gang, men valgte altså at søge igen, og dertil kommer syv nye kommuner.

- Det er dejligt at kunne konstatere, at den 2. runde har fået endnu flere kommuner til at se mulighederne for, og vigtigheden af, at maden laves tæt på de ældre på plejehjemmene, siger ældreminister Thyra Frank.

Omkring 330 mio. kroner fra første ansøgningsrunde er allerede på vej til de kommuner, der søgte i første omgang, og de kommuner, der har søgt i anden runde, kan forvente svar på deres ansøgning senest ultimo maj.

Her kan du se, hvilke kommuner, der har søgt om puljemidler i 1. og 2. runde.

Foruden puljen til køkkener på plejehjem afsatte aftalepartierne også 25 mio. kr. på finansloven for 2017 til forsøg med nye tilgange til levering og anretning af mad til ældre i eget hjem, så de måltider, der leveres derhjemme, bliver mere appetitvækkende. Den pulje har ansøgningsfrist 1. juni. Du kan læse mere om puljen "Bedre mad til ældre i eget hjem" her.

Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afsatte 425 mio. kr. på Finansloven 2017 for at bringe måltidet og madlavningen tættere på så mange ældre som muligt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081