23948sdkhjf

Aarhus er blandt verdens bedste til kritisk syge patienter

Aarhus Universitetshospital er netop blevet tildelt en international anerkendelse for høj kvalitet i kunstig hjerte-lunge-behandling.

Aarhus Universitetshospital bliver nu 'Life Support Center of Excellence – Gold Level'.

 Den verdensomspændende Extracorporeal Life Support Organization (ELSO) har tildelt Aarhus Universitetshospital guld-niveau i ECMO-behandling.

Aarhus Universitetshospital har gennem mange år haft landsfunktion for ECMO-behandling af patienter med meget svært lungesvigt. ECMO (ExtraCorporal Membrane Oxygenation) er en slags hjerte-lunge-maskine behandling, som bruges på hjertecentre som understøttende behandling til patienter med meget svært hjerte- eller lungesvigt. Patienten kobles på en særlig type hjerte-lunge-maskine, der via en kraftig slange leder patientens blod gennem maskinen, hvor det bliver iltet og pumpet tilbage i kroppen, mens lungerne bliver aflastet og får mulighed for at komme sig. Uden ECMO dør 80-100 procent af patienterne, men med ECMO-behandlingen kan dødeligheden hos eksempelvis de kritisk syge lungepatienter holdes nede på 30 procent.

Aarhus Universitetshospital rapporterer resultater fra ECMO-behandlingen til ELSO, som samler resultater og erfaringer fra hele verden indenfor dette højt specialiserede felt. Blandt fagfolk er ELSO Excellence i Life Support Award en anerkendelse, der viser, at ECMO-centret har processer, procedurer og systemer, der sikrer højeste niveau af behandling, kvalitet og resultater.

Hospitaler, som lever op til kvalitetskravene og kan dokumentere tilfredsstillende resultater, anerkendes som ”Center of Excellence”. Aarhus Universitetshospital har været Center of Excellence på sølv-niveau siden 2014, og for nylig fik hospitalet guld-niveau ved den europæiske ELSO-konference i Maastricht.

- Det betyder meget for os, at vi har fået dette internationale kvalitetsstempel, som er et stort skulderklap til medlemmerne af vores ECMO-beredskab og en anerkendelse af, at vi er blandt de bedste i verden til ECMO-behandling, siger overlæge Reinhold Jensen.

Aarhus Universitetshospital har udført ECMO-behandling siden 1997, og hospitalet har et tværfagligt hente-team, bestående af hjertekirurger, narkoselæger og hjerte-lunge-maskine-teknikere, der døgnet rundt kan rykke ud til andre hospitaler og lægge patienter på ECMO for at transportere dem til videre behandling i Aarhus. På hospitalet er der 24/7/365 special-uddannede sygeplejersker og læger til at forestå den videre behandling på intensiv afdeling.

Sidste år blev 86 patienter behandlet med ECMO på Aarhus Universitetshospital – 26 for svært lungesvigt og 60 for svært hjertesvigt, de fleste efter hjertestop.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094