23948sdkhjf

Ny overenskomst for handicaphjælpere

Den nye brancheoverenskomst mellem FOA og Dansk Erhverv skal skabe sikkerhed for arbejdsvilkårene og gøre faget mere attraktivt

Op mod 10.000 handicaphjælpere, som hidtil ikke har haft en overenskomst, får nu en brancheoverenskomst.

Det skriver FOA.

Den nye brancheoverenskomst, som indgået mellem FOA og Dansk Erhverv, skal skabe sikkerhed for arbejdsvilkårene og gøre faget mere attraktivt.

Landsoverenskomsten omfatter løn- og ansættelsesvilkår for de handicaphjælpere som ikke er ansat i BPA-ordninger efter Servicelovens paragraf 95 & 96 og blandt andet arbejder med personlig hjælp, respiratorisk overvågning, ledsagelse og specialpædagogisk støtte (SPS) i borgerens eget hjem.

- Det her er en banebrydende aftale, der potentielt får betydning for hele den private plejesektor. I en tid, hvor den private del af velfærden er plaget af konkurser og lykkeriddere, er det godt for både de ansatte og de borgere der er afhængig af hjælp, at vi kan præsentere en så omfattende og perspektivrig aftale, siger FOAs formand Dennis Kristensen.

FOA lægger vægt på at overenskomsten medfører, at virksomhederne på handicapområdet bliver samlet i én brancheforening, som kan deltage i et politisk samarbejde om at styrke handicapområdet.

Bruger – Hjælper Formidlingen A/S – der omfatter omkring 3.800 medarbejdere - har tiltrådt overenskomsten som den første virksomhed.
Aftalen medfører, at de øvrige medlemsvirksomheder på handicapområdet indenfor Dansk Erhverv løbende bliver omfattet af overenskomsten.

- Private virksomheder løfter dagligt en vigtig og ofte faglig tung opgave for eksempelvis børn med handicap og mennesker med respiration.  Det er derfor meget positivt, at vi nu har kunne opnå enighed med FOA om at overenskomstdække området, udtaler Laurits Rønn, direktør i Dansk Erhverv.

Forløbet har været grundigt og langvarigt, lyder det fra Dansk Erhverv.

- Det har været vigtigt for os at nå frem til en god og balanceret aftale. Det mener vi, at vi har fået nu. Det er en aftale, som giver vores medlemmer et fornuftigt udgangspunkt i forhold til at kunne virke og dermed gøre en forskel på området, siger Laurits Rønn.

Overenskomsten omfatter løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælpere, der er ansat af en medlemsvirksomhed i Dansk Erhverv Arbejdsgiver til at udføre respirator- og handicaphjælp, ledsagelse og specialpædagogisk støtte (SPS) mv. hos borgere i eget hjem, når arbejdet udføres på baggrund af en aftale mellem medlemsvirksomheden på den ene side og en kommune, en region og/eller et ministerium på den anden side.

Overenskomsten dækker også handicaphjælpere, der både er ansat til at udføre Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) jf. Servicelovens §§ 95 og 96 og respirator-/handicaphjælp uden for BPA-området, når medlemsvirksomheden ikke er omfattet af BPA-overenskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og FOA/3F.

Når medlemsvirksomheden er omfattet af BPA-overenskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og FOA/3F, dækker nærværende overenskomst også handicaphjælpere, der udfører respirator-/handicaphjælp uden for BPA-området i mere end 50 % af arbejdstiden. Overenskomsten omfatter ikke handicaphjælpere, der udelukkende er ansat til at udføre Borgerstyret Personlig Assistance (BPA).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094