23948sdkhjf

Det er godt at få rusket op i rutiner og vaner

Der er større bevidsthed om hygiejne på Ordruplund Plejeboliger i Gentofte efter læringsforløb tilrettelagt af COK og KL

For at forbedre infektionshygiejnen er det altafgørende, at medarbejderne er bevidste om egen adfærd, når de løser de mange plejeopgaver. I samarbejde med KL har COK derfor udviklet et læringsforløb om infektionshygiejne. Ordruplund Plejeboliger i Gentofte Kommune har medvirket i udviklingsforløbet.

- Hygiejne er et af vores kerneområder, som vi er meget bevidste om. Den rigtige adfærd er vigtig, når vi skal sikre god hygiejne hos vores beboere og blandt de ansatte, siger Marianne Løvdahl, der er forstander på Ordruplund Plejeboliger, og som med sin deltagelse i læringsforløbet er med til at finde nye løsninger på de daglige udfordringer med hygiejne.

Denne artikel har været bragt i den trykte avis, Magasinet Pleje, 26. maj 2017.

Normalt ville artiklen være låst og kun tilgængelig for vore abonnenter. Vi har åbnet op for hele vores pleje-univers for en periode, så du gratis kan læse med og også dykke ned i vores arkiv.

Vær opmærksom på rutinerne

COK’s læringsforløb om infektionshygiejne tager afsæt i en vekslen mellem læringscaféer og praksisopgaver. Læringscaféerne består af dialog, gruppediskussion og refleksion, mens praksisopgaverne bliver afviklet som kollega-observation, borgerbesøg og e-læringsforløb. Vekslen mellem teori og praksis giver mulighed for at finde nye løsninger på konkrete udfordringer med hygiejne.

Rutiner og vaner

- Vores arbejdsgange bliver hurtigt til rutiner og vaner. Det er godt at få rusket op i dem og blive udfordret med nye måder at gøre tingene på - nye løsninger, siger Asiye Bakir, der er social- og sundhedshjælper hos Ordruplund Plejeboliger.

Anne Mette Rasmussen, der er sygeplejerske på Ordruplund Plejeboliger, bekræfter, at læringsforløbet har været godt, især fordi det inddrager alle niveauer.

- Det er godt, at projektet inddrager os alle - både ledere og medarbejdere. Vi er alle blevet tvunget til at tænke over og ændre på egen praksis. På den måde hjælper vi hinanden med at være opmærksomme på sin egen, kollegerne og beboernes hygiejne. Læringsforløbet rammer alle led i forhold til smitteveje, siger Anne Mette Rasmussen.

Makkerpar skaber læring

Makkerpar er et vigtigt omdrejningspunkt for læringsforløbet. Medarbejderne skal lære af hinanden og opleve, at der ofte er mange forskellige løsninger til at komme udfordringerne med infektionshygiejne til livs.

- Det giver rigtigt meget at samarbejde om udfordringerne med hygiejne. Jeg kan have nogle tanker og min makker kan have nogle andre. At snakke sammen om arbejdsgange og metoder giver ny indsigt og nye løsninger, siger Anne Mette Rasmussen.

Som et led i læringsforløbet skal makkerparrene besøge hinandens borgere for på den måde at skabe bevidsthed om sin egen og sine kollegers hygiejnepraksis.

- Når vi besøger hinandens borgere, lærer vi hinanden og vores arbejdsrutiner bedre at kende. Jeg får fx indblik i, hvordan min makker håndterer udfordringerne med infektionshygiejne, og dermed bliver vi klogere på hinanden, fortæller Asiye Bakir.

Læringsforløbet om grundlæggende infektionshygiejne har skabt rum for, at medarbejderne er blevet mere bevidste om hygiejneadfærd og løbende diskuterer hygiejneudfordringer med hinanden. Desuden har medarbejderne besluttet at indføre en nøgleperson, som har det overordnede ansvar for, at der efter pilotprojektet fortsat er fokus på infektionshygiejne, og hygiejne er blevet et fast punkt på personalemøderne.

Artiklen er bragt i samarbejde med COK.

Hovedformål for læringsforløbet om grundlæggende infektionshygiejne.
-At reducere infektionshygiejnen ved at fokusere på adfærd.
-At medarbejderne – gennem konkrete arbejdsopgaver – opnår indsigt i egen praksisviden ved hjælp af sparring og refleksion.
-At medarbejderne fungerer som rollemodeller og genererer viden i samarbejde med nærmeste kolleger, team og organisation.
-At lederne udvikler konkret ledelsesværktøjer til at varetage og tage ansvar for implementeringsfasen.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081