23948sdkhjf

CrossWalker, gps og bærbart drop løb med priserne

Tre stærke vindere kåret i CareWare-Next - en konkurrence om fremtidens velfærdsteknologi.

Ny velfærdsteknologi vinder hele tiden frem og i går vandt tre produkter af slagsen bogstaveligt talt: Aarhus Kommune og CareWare-Next gav nemlig to vinderpriser og en særpris væk i den årlige konkurrence om udvikling af ny velfærdsteknologi.

Fælles for alle tre produkter er, at de øger brugernes selvstændighed og livskvalitet og generelt er til gavn for samfundet, vurderer dommerpanelet.

Idéprisen går til fynske CrossWalker, et træningsredskab, der understøtter og træner gangfunktionen.

"I modsætning til gang med rollator, bruger man med CrossWalker kroppens naturlige bevægemønster, hvor man svinger med armene og roterer i ryggen. På den måde trænes overkroppen også, og balance og koordinering styrkes. Dommerpanelet lagde især vægt på, at CrossWalker understøtter og forlænger træningsindsats hos fysioterapeut, så borgeren ved selvtræning udvikler gangfunktionen, i stedet for at afvikle den. Det er produkter som CrossWalker, der giver Danmark en førende position indenfor velfærdsteknologi," siger dommerne i en udtalelse.

Magasinet Pleje har tidligere skrevet om CrossWalkeren. Du kan se en video her.

- Der bliver født flere og flere ideer og iværksættere, fordi CareWare involverer hele økosystemet aktivt. Det er lige fra borgerne og de studerende til forskere og virksomheder. Niveauet stiger desuden år for år, og vi har med CareWare i Aarhus formået at sætte en enormt positiv udvikling i gang til gavn for alle danskeres livskvalitet og samfundsøkonomien. CareWare er offentligt-privat innovation, når det er bedst, siger Ivan Kjær Lauridsen.

  • Alle tre vindere kan bryste sig af 'en blåstempling af deres løsning', lyder det fra dommerpanelet. Priserne åbner effektivt døre til blandt andet investering og samarbejder med det offentlige
  • Vinderne får tre måneders gratis plads i StartupLab i INCUBA Science Park i Aarhus, samt adgang til deres Mentornetværk og eventuelt samarbejdspartnere andre steder i landet
  • De får også et års kompetent sparring fra konkurrencens dommere på vejen til det danske og internationale marked for velfærds- og sundhedsteknologi.
Iværksætterprisen gik til firmaet OSAA med IV-GO. IV-GO er et bærbart drop til erstatning for et traditionelt drop på stativ. IV-Go bæres på skrå over kroppen som en taske. IV-GO har erfaret gennem test, at patienter føler sig mindre syge med et bærbart drop. Forventningen er derfor, at patienter kommer hurtigere ud ad sengen. Dommerpanelet beskriver IV-GO som ægte frihedsteknologi, både under behandlingsforløb og under rehabilitering. Dommerne vurderer, at produktet har enormt potentiale nationalt og internationalt, både i den primære sektor (sygehuse) og den sekundære sektor (hjemmepleje).

Særprisen gik til aarhusianske Sarita Pearl, et smykke, man bærer på kroppen som en broche / et badge. Smykket har indbygget GPS og falddetektion, og ved fald tilkaldes automatisk hjælp. Smykkets overflade fungerer desuden som en stor kaldeknap, der aktiveres ved berøring og gør det muligt at kommunikere med hjælperne. Dommerpanelet lagde vægt på det forebyggende aspekt, da Sarita Pearl indsamler data og kan registrere nedsat bevægelighed over tid. Dommerne fremhævede også, at smykket designmæssigt kan tilpasses den enkeltes behov, og at pårørende og naboer kan fungere som hjælpere. Produktet er prisbilligt og inden for rækkevidde for mange privatpersoner.

Dommerpanelet

Ivan Kjær Lauridsen, velfærdsteknologichef, Center for Frihedsteknologi, Aarhus Kommune

Preben Mejer, iværksætter og innovations-ikon

Klaus Veng, Project Manager og CEO, EMENTO A/S, patientkommunikation

Christian Graversen, adm. direktør med fokus på elektronikindustri og sundhedssektor

Simon Skafdrup, Founding Partner og CEO, baggrund i industrielt design, rådgiver og investor

Bo Sejer Frandsen, adm. direktør, it-iværksætter, innovation og strategi

Otto Bjerg Hausgaard, Investment Manager e-health og sundhedsteknologi, investor

Kresten Nørgaard Christensen, direktør, serieiværksætter, ejerledelse og mentoring


 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094