23948sdkhjf

FOA: De kortest uddannede skal sikres efteruddannelse

VEU-ekspertgruppe anbefaler bl.a. at reducere antallet af AMU-kurser til en række kernekurser - det risikerer at ramme social- og sundhedsområdet meget hårdt, lyder det fra FOA.

Ekspertgruppen for voksen-, efter- og videreuddannelse har netop præsenteret 13 anbefalinger til, hvor VEU-systemet forbedres.

Ekspertgruppen anbefaler for eksempel, at der laves én indgang til let overblik over, hvilke kurser der udbydes, og hvordan man tilmelder sig. Portalen skal også være en let vej til enkelt og hurtigt at få udbetalet godtgørelse. Ekspertgruppen foreslår, at der bør være en del af overenskomsterne, at alle betaler ind til sin egen uddannelseskonto på samme måde, som man betaler ind til sin pensionsopsparing. Det skal sikre, at der er penge til løbende at blive opkvalificeret eller efteruddannet, når der er behov for det. Ekspertgruppen foreslår også, at antallet af AMU-kurser skal reduceres til en række kernekurser med høj kvalitet, som samtidig øger overskueligheden og tilgængeligheden.

Anbefalingerne skal indgå i efterårets trepartsforhandlinger om fremtidens voksen-, efter- og videreuddannelse.

Hos FOA mener man, det er altafgørende, at uddannelsesmulighederne for de kortest uddannede bliver styrket.

- Det er afgørende for FOA, at der er særlig fokus på at understøtte uddannelsesmulighederne for de kortest uddannede. De vil ofte have de ringeste muligheder for at uddanne sig gennem arbejde, samtidig med at de har den største risiko for tilbagevendende ledighed i arbejdslivet, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

Når FOA prioriterer uddannelse og kompetenceudvikling højt ved for eksempel overenskomstforhandlinger, så er det under forudsætning af, at der er et offentligt VEU-system, hvor kvaliteten er i orden. Det halter i dag, mener forbundsformanden. 

- Den væsentligste årsag til AMU-systemets krise er, at det er underfinansieret. Ekspertgruppen vil løse krisen med færre AMU-kurser. Det risikerer at ramme social- og sundhedsområdet og det pædagogiske område meget hårdt. Derfor er øget offentlig investering i uddannelse for især de kortuddannede helt nødvendigt. AMU-systemet må genoprettes økonomisk, så der bliver ordentlig kvalitet i udbuddet, siger Dennis Kristensen. 

Det er samtidig nødvendigt, at gøre systemet mere fleksibelt og enkelt, mener han.

- VEU-systemet skal møde behovet fra både arbejdspladserne, de beskæftigede og de ledige. Men hvis man vil forenkle for eksempel AMU-systemet, må det ikke forringe enkelte faggruppers muligheder for uddannelse, siger Dennis Kristensen.

Ekspertgruppen har med sine anbefalinger sat en række temaer for de kommende forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen.

- For FOA er det afgørende, at der er relevante VEU-tilbud til alle på arbejdsmarkedet, også for de ansatte på det offentlige arbejdsmarked. Gennem offentligt finansieret VEU skal medarbejderne på FOAs område kunne holde sig ajour med deres fag og have muligheden for at videreuddanne sig, siger Dennis Kristensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098