Ny overenskomst sikrer omsorgsdage til alle
Under Folkemødet på Bornholm har FOA og KA Pleje fornyet overenskomsten for social- og sundhedspersonale for de næste tre år. En nyskabelse er, at overenskomsten indfører omsorgsdage til alle - og ikke kun til børnefamilier.
Overenskomsten følger de økonomiske rammer på små syv procent, som har været gældende for alle forårets forlig. En andel af disse penge går til at sikre tre årlige omsorgsdage til alle. Har man børn under 14, har man ret til yderligere en omsorgsdag, så man når op på fire. Til sammenligning sikrer den store offentlige overenskomst på KL-området kun to omsorgsdage og kun til børnefamilierne.
- Vi betragter aftalen som et gennembrud. Den stiller børnefamilier bedre, og den sikrer en rettighed for alle. Vi vil føle os stærkt inspirerede til at rejse et tilsvarende krav ved de store offentlige forhandlinger, der starter til vinter, siger formand for FOA Dennis Kristensen.
- I KA Pleje har vi fokus på social ansvarlighed. Den nye overenskomst vil styrke os i at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Derfor er der i overenskomsten også et fokus på, at uddannede social- og sundhedsassistenter får ekstra, så den årlige lønstigning her er på 2,6 procent, siger direktør i KA Pleje Karsten Høgild.
Overenskomsten dækker godt 1000 ansatte i den private del af hjemmeplejen, og den skal nu vedtages af parternes kompetente forsamlinger.