Vi skal overveje, hvordan vi rækker ud til udsatte ældre
Af Anne Ristorp Kraufeldt
Ph.d. Jon Dag Rasmussen er med støtte fra Ensomme Gamles Værn ved at omskrive sin afhandling En upåagtet verden af bevægelse - et etnografisk studie af hverdagslivet blandt usædvanlige ældre mennesker i storbyen til en bog.
I bedømmelsesudvalget for ph.d.-afhandlingen sad Bjarke Oxlund, der er lektor på Institut for Antropologi og forsker ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet. Han opfordrer alle, der beskæftiger sig med ældre mennesker, som lever på kanten af samfundet, til at læse "de etnografiske perler fra kapitel 8 til 12".
Det skriver Ensomme Gamles Værn i ders seneste nyhedsbrev
- Vi kan bruge Jon Dag Rasmussens studier til at forbedre den måde, hvorpå vi rækker ud - vi gør det tit forkert. Fra det offentliges side tænker man typisk i ét kvarter, fordi der er en driftsaftale med kommunen eller en konkret visitation. Vi taber lige nu folk på grund af administrative logikker. Det viser ph.d.-afhandlingen. Den peger på en infrastruktur, som ikke passer til dem, vi har lavet den til. Der bliver nødt til at være midler til dem, som ligger under radaren, og som bevæger sig frit. I en storby er helt åbne steder vigtige - der er brug for steder, hvor man kan gå til og fra, og det hænger ikke sammen med den måde, der laves fx evalueringer på i dag, siger lektor Bjarke Oxlund.
Det lykkedes for Jon Dag Rasmussen at komme ind på livet af enkelte ældre, men det var ikke nemt, specielt fordi han hurtigt blev set som "en fra systemet".
- Mange af disse folk har en ekstrem sensitivitet og opmærksomhed, en frygt for alt fra tandlæger til læger og socialarbejdere. Ligeså snart en sådan systemrepræsentant er i nærheden, forsvinder de. Det er en frygt, som bl.a. lever, fordi systemet viser sig, når noget skal forandres. De er tit bange for at blive registreret i deres brug af forskellige tilbud, for "så kommer systemet." Jeg har set, hvordan væresteder lægger deres politik om. De strammer op. Pludselig skal man sige sit navn, når man kommer, opføre sig på særlige måder eller tilmelde sig og betale en 20'er for at kunne deltage i julefrokosten. Det er helt små ting for de fleste, men for de her ældre mennesker bliver det årsagen til, at de melder sig endeligt ud af fællesskabet. De lægger simpelthen deres ruter om og kommer ikke mere. De forsvinder, siger Jon Dag Rasmussen.
Kilde: http://www.egv.dk/projekter/2017/usaedva...