23948sdkhjf

Sygeplejersker: Uklare regler har forlænget liv unødigt

Dansk Sygeplejeråd har længe presset på for klarere regler for såkaldt passiv dødshjælp til dødssyge borgere.

Et nyt forslag fra regeringen om at give dødssyge patienter bedre mulighed for at fravælge livsforlængende behandling får stor ros fra Dansk Sygeplejeråd (DSR).

- Det støtter vi op om. Vi har i flere år presset på for klarere regler og love på det her område, siger første næstformand i DSR, Anni Pilgaard.

Ifølge hende har problemet indtil nu været, at de uklare regler på området har gjort, at læger og sygeplejersker har forlænget patienters liv unødigt.

Det er sket, fordi de har været bange for at miste deres autorisation ved at lade være.

- Det kan give en forfærdelig og uværdig død for patienterne. Så mere klare regler på området åbner for en mere værdig død, siger Anni Pilgaard.

Det glæder næstformanden, at regeringen nu tager et ansvar, så sygeplejerskerne og lægerne, der står i "frontlinjen" med de syge patienter, ikke er alene med problemet.

Dansk Sygeplejeråd er sammen med andre sundhedsorganisationer i gang med et projekt, som skal hjælpe plejepersonale til at tage snakken om, hvordan den sidste del af livet og døden skal være.

- Det er vigtigt, at vi er dygtige til at fornemme, hvordan og hvornår snakken skal tages. Det her projekt skal være med til at lave nogle standarder på området, så det ikke er overladt til den enkelte, siger hun.

Ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal man via et behandlingstestamente kunne træffe valg om, hvornår igangværende behandling skal kunne afsluttes eller slet ikke sættes i gang.

DSR mener, at et sådan testamente vil gøre det meget nemmere for både sundhedsvæsenet og pårørende, fordi der således ikke er tvivl om den syge eller døendes ønske.

Politiken skriver lørdag, at regeringens forslag har opbakning fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079