23948sdkhjf

Nu også faste læger på botilbud

KL, PLO, Sundheds- og Ældreministeriet og Danske Regioner har indgået aftale, så beboere med psykiske lidelser fremover kan bruge en praktiserende læge, der er fast knyttet til det botilbud, de bor på.

Bedre behandling af den enkelte beboers sygdomme og mere sundhedsfaglig rådgivning til personalet.

Det skal gerne blive resultatet af en ny aftale mellem KL, PLO, Sundheds- og Ældreministeriet og Danske Regioner om faste læger på længerevarende botilbud rettet mod borgere med psykiske lidelser.

Aftalen er et tillæg til aftalen om fast tilknyttede læger tilknyttet plejecentre, der blev indgået i maj 2016.

Med aftalen får beboerne på botilbud mulighed for at blive tilmeldt en alment praktiserende læge, som er fast tilknyttet botilbuddet.

Det er frivilligt for beboerne, om de vælger den fast tilknyttede læge, eller vælger at beholde deres hidtidige praktiserende læge.

- Hvis man er syg og har brug for en læge, er det en fordel, at lægen er én, man kender, og som kender én i forvejen. Derfor vil en fast tilknyttet læge på en helt anden måde, og med en større viden om de faktiske forhold på et botilbud, kunne hjælpe den enkelte beboer. Ordningen er selvfølgelig frivillig, men det er min klare forventning, at faste læger vil forbedre beboernes sundhedstilstand, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Formand for de praktiserende læger, Christian Freitag, siger:
- Det er positivt, at fast tilknyttet læge nu også kan blive et tilbud til borgere på botilbud, og ikke kun plejecentre. Kommuner og praktiserende læger er i gang med at lave aftaler for plejecentre, og de erfaringer kan bruges ved implementering af ordningen på botilbud.

Der er afsat 17 mio. kr. i perioden 2017-2020 til ordningen, og pengene kommer fra handlingsplanen for forebyggelse af vold på botilbud, der blev indgået mellem satspuljepartierne i oktober 2016.

De 17 mio. bruges på at aflønne de fast tilknyttede læger, når de yder generel sundhedsfaglig rådgivning til personalet på botilbuddet, f.eks. om medicinhåndtering.

Lægens behandling af den enkelte beboer dækkes som for alle øvrige borgere af regionen efter overenskomst om almen praksis.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094