23948sdkhjf

Styrelse ser på klager over Nordic Medicare

Region Nordjylland har involveret Styrelsen for Patientsikkerhed i sag fra Pandrup

Efter et stort antal klager bliver Styrelsen for patientsikkerhed nu af Region Nordjylland involveret i sagen om lægeklinikken Nordic Medicare i Pandrup.

Af en redegørelse, der i går fra regionens administration blev sendt til regionsrådets medlemmer, fremgår, at regionen af egen drift har kontaktet styrelsen.

"Som opfølgning herpå er sendt henvendelse til styrelsen med beskrivelse af de sundhedsfaglige emner, som fremgår af patienthenvendelserne," hedder det.
Har viderebragt 27 henvendelser
De nævnte patienthenvendelser er en række klager, som regionsrådsmedlem Per Larsen (K) har modtaget, efter at han offentligt har kritiseret Nordic Medicare og forlangt, at regionen ophæver samarbejdet med klinikken. Per Larsen har for nogle dage siden viderebragt 27 henvendelser til regionen. Ikke alle patienterne lader sig identificere, men henvendelserne indeholder dels klager over service og adfærd - eksempelvis lange ventetider, manglende mulighed for tidsbestilling og dårlig kommunikation. Klager af denne art er det op til regionen at behandle.

Regionen holdt i sidste uge et møde herom med klinikkens ledelse.

Men, fremgår det af redegørelsen til regionsrådet, "der er også eksempler på klager over emner af sundhedsfaglig karakter. Det handler bl.a. om manglende eller forsinkede receptfornyelser og henvisninger, utilstrækkelig diagnostik, forkert medicin".

Har modtaget flere henvendelser
Sundhedsfaglige klager over et behandlingssted behandles af den statslige styrelse for patientsikkerhed. Selv om henvendelserne til Per Larsen formelt ikke har status af klager til styrelsen, har regionen altså nu sendt styrelsen en beskrivelse af de emner, der nævnes.

Og det er Per Larsen glad for.

- Siden jeg kontaktede regionen med de 27 henvendelser, har jeg modtaget endnu flere. Der er den ene forfærdelige, skræmmende historie efter den anden. Det gør mig virkelig utryg ved Nordic Medicare, og jeg er helt overbevist om, at dette her ikke kun handler om servicen og tonen, men at der indiskutabelt også er sundhedsfaglige problemer på klinikken, siger Per Larsen til NORDJYSKE.

Han mener ikke, man kan sige, at borgerne i Pandrup-området i øjeblikket har det lægetilbud, regionen er forpligtet til at give.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.075