23948sdkhjf

Farveforskel afslørede professionelt forfalsket lægemiddel

Det har været næsten umuligt at se forskel på forfalskede pakker og originale pakker med skizofrenimedicin.

Forfalskningen af de pakker med skizofrenimedicin, som også er nået ud til danske patienter, var så professionelt udført, at det har været næsten umuligt at skelne dem fra de originale lægemidler.

Det fortæller sektionsleder ved Lægemiddelstyrelsen, Frank Bøgh Madsen.

- I Tyskland opdagede man en farveforskel, da man sammenlignede to forskellige pakninger. Derefter spurgte man producenten i Belgien, om der var tale om et falsk lægemiddel. Og det vidste det sig at være, siger han.

Men det er ikke kun nuancen af den blå farve på pakningen, som adskiller de forfalskede pakker fra de originale.

Læs mere:
Danske Patienter frygter for mere forfalsket medicin

Forfalsket medicin har været i omløb på det danske marked

Apotekere frygter for konsekvenser ved falsk medicin

Yderpakningen er tilsyneladende ældre end originalen, mens inderpakningen er nyere og indeholder nåle med en anden udløbsdato.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er flere partier af lægemidlet Xeplion kaldt tilbage fra engrosforhandlere, sygehuse og apoteker. Der er tale om en parallelimport, som er solgt i flere lande i Europa.

- Vi er stadig i gang med at efterforske sagen. Så vi ved endnu ikke helt, hvordan det er sket, eller hvor mange pakninger, der er tale om, siger Frank Bøgh Madsen.

Den belgiske producent har undersøgt en af de falske pakker og har konstateret, at sprøjten indeholdt det rigtige aktive stof i den rigtige mængde.

- Derfor er vores vurdering ud fra den samlede sag, at der er en lav risiko for, at det skulle give problemer for patienterne, siger sektionslederen.

Med den nye sag om forfalsket medicin, bliver Danmark konfronteret med, hvad der på europæisk plan og i verden er et stort problem.

Det har allerede ført til en ny EU-forordning, som er på vej i 2019, som har til formål at gøre det rigtig svært at komme igennem med forfalskninger fremadrettet.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078