23948sdkhjf

Fem måneder med skemalagt motion i Nyborg

Projekt FRISK skal bedre medarbejdernes sundhed med en times motion om ugen i arbejdstiden.

Nyborg Kommune vil som andre kommuner meget gerne have friske medarbejdere - og nu søsætter kommunen et projekt, der skal arbejde for netop det.

Projekt FRISK fokuserer på medarbejdernes sundhed og arbejdsmiljø med en times motion om ugen i arbejdstiden.

- Vi ønsker i Nyborg Kommune at passe godt på vores ansatte, og netop personalet i ældreplejen har et hårdt fysisk job. Derfor vil vi skabe rammerne for et godt og sundt arbejdsliv. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil kunne mærkes helt ude ved borgeren, at vores medarbejdere får et ekstra overskud, siger formanden for Ældreudvalget Carsten Kudsk.

Fysisk leg og styrketræning

Medarbejderne på Plejecenter Egevang og i hjemmeplejens distrikt Egevang i Ullerslev deltager i projekt FRISK og glæder sig til at komme i gang, når startskuddet lyder her i august.

Forude venter fem måneder med skemalagt motion i form af fysisk leg, styrketræning med kropsvægt, elastikker og meget mere. Der bliver lagt vægt på, at alle kan være med, og at det skal være sjovt, styrke fællesskabet og samtidig give sved på panden.

Som et ekstra tilbehør vil medarbejderne kunne deltage i fyraftensmøder med inspiration til bl.a. sundere kost og livsstil samt hjemmetræningsprogrammer målrettet nakke, skuldre og ryg.

- Vi er utrolig glade for at være en del af dette spændende projekt, og mine medarbejdere kan slet ikke vente med at komme i gang - faktisk har de allerede mange gode idéer til tiltag og aktiviteter. Jeg er helt sikker på, at det vil gavne os alle sammen, siger Heidi Rasmussen leder i hjemmeplejen, distrikt Egevang.

Baggrund for projektet

Dansk forskning viser, at motion i arbejdstiden både gavner den enkelte medarbejder på det personlige plan og virksomheden. Den enkelte medarbejder får en bedre generel sundhed, et stærkere kollegialt fællesskab og færre arbejdsrelaterede skavanker. Virksomheden oplever højere medarbejdertilfredshed, arbejdsglæde og lavere sygefravær.

Medarbejderne i Sundheds- og Omsorgsafdelingen er udvalgt som målgruppe i anerkendelse af, at jobbet i ældreplejen kræver en stærk fysik for at imødekomme de hårde fysiske arbejdskrav. 

Denne artikel er oprindeligt bragt i Magasinet Pleje den 23. juni. Bliv abonnent - vi har et godt sommer-tilbud til dig lige her..

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078