23948sdkhjf

Aarhusiansk plejehjem fylder haven med kunst og oplevelser

Inspireret af skulpturer langs havet og Aarhus2017 åbner Plejehjemmet Kristiansgården en have med kunstværker doneret fra lokalområdet.

På Plejehjemmet Kristiansgården i Aarhus laver man nu den omkringliggende have om til en kunsthave med masser af oplevelser.

Inspireret af skulpturer langs havet og Aarhus2017 åbner plejehjemmet en have med kunstværker doneret fra lokalområdet. Haven indvies i næste uge.

En ujævn græspæne er omlagt til flisesti, så beboerne kan gå uhindret rundt i haven. De kan opleve et stativ, hvor de selv er midtpunktet i billedet eller se haven rammet ind. Børn fra Klubben i Beder har lavet mozaikker på sten, og der er også plads til, at de lokale spejdere jævnligt kan holde deres spejdermøder i haven ved bålstedet.

Desuden er der etableret en bikube i et stort træ, et insekthotel, og der er ved at blive indgået et samarbejde med Jordbrugets Uddannelsescenter, som ligger tæt på. Tanken er, at elever fra centret kan bruge plejehjemmets have til at øve og uddanne sig:

- Vi glæder os så meget til at indvie haven. Der bliver noget at se på for beboere og pårørende, og vi åbner haven op for lokalområdet ved at samarbejde med både Klubben og SFO. Sådan vil det forhåbentlig fortsætte i mange år med bidrag til haven. Jeg forventer også meget af samarbejdet med Jordbrugets Uddannelsescenter. De får en grøn plæne, de kan øve sig på, og vi får til gengæld spændende haveløsninger og samtidig masser af mere liv i haven, siger Malene Melbye, oplevelsesmedarbejder, Sundhed og Omsorg.

Stort potentiale

Rådmand Jette Skive ser fortsat et stort potentiale i udnyttelse af haverne ved plejehjemmene i Aarhus.

- Det har været vigtigt for mig, at beboerne på plejehjem oplevede nogle mere hjemlige rammer både indenfor og udenfor. Oplevelsesmedarbejderne har bidraget til at bruge de grønne områder og skabe spændende aktiviteter for beboerne. Det kan vi ikke få nok af, siger Jette Skive.

Det kommunale projekt Plant liv, som arbejder med at skabe liv og livsglæde på plejehjemmene har også doneret ting til haven. Det er blandt andet bænke, krokustæppe og bærbuske, der bliver plantet i efteråret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119