Uro og sanseforstyrrelser er hverdag på danske plejehjem. Men har man ’Snoezel-brillerne’ på, kan man i arbejdet med mennesker med kognitive vanskeligheder finde flere nuancerede konstruktive løsningsforslag til fagligt, vanskelige situationer på et plejehjem.

Det fortæller neuropædagogisk konsulent Charlotte Voetmann, der også er aktiv i Snozelforeningen i Danmark.

- Når jeg er på plejehjemmene, mærker jeg travlheden. De problematikker personalet udfordres med indenfor demensområdet er mangfoldige: Kontaktsøgende mennesker, der måske ikke ved, hvor hjem er eller er angste og har mistet overblikket i eget liv. Der er mange metoder og løsninger. Forslag, som nødvendigvis ikke tager længere tid, men som kan løse en konflikt som en hårvask, der hellere skal tage 20 minutter end halvanden time, siger Charlotte Voetmann.

- Jeg har ofte hørt personale, når de anvender denne tænkning, fortælle, hvordan personen, de hjalp, kom med et dybt suk. "Sukket" fra en person, hvis evner på mange områder er i aftag og som alligevel på trods af manglende sprog via "sukket" fortalte, at de følte sig set, hørt og forstået og i momentet fandt den indre ro.

Brug dine hænder
En af tilgangene i Snoezel er aktivering af hudsansen og berøring. En nærliggende tilgang, hvis man spørger Charlotte Voetmann.

- Alle mennesker - uanset diagnose og alder - har brug for at få berøring livet igennem. Berøring giver tryghed og følelsen af at blive anerkendt. Et kram aktiverer vigtige signalstoffer til hjernen. Mangel på berøring kan medføre "hudsult", der ofte viser sig ved en ændret adfærd i form af uro, der tager til over dagen. Især kan mennesker med kognitive dysfunktioner være mere følsomme for manglende berøring end andre, siger Charlotte Voetmann.

Mangel på berøring ses hos mennesker, der har mistet deres kære og nu modtager pleje og omsorg af ansatte, der får løn for at give omsorg. Ikke fordi de ikke er professionelle i deres virke, men graden af samvær og omsorg kan aldrig erstattes af den autentiske relation, der har været mellem ægtefæller og i familien.

- Heldigvis oplever jeg, at personalet på flere og flere plejehjem begynder at anvende "berøring" som en integreret del i relationsarbejdet. Når vi anvender berøring professionelt, ser vi ældre blomstre op og blive nærværende. Nervøse mennesker får det bedre ved berøring. Eksempler viser, at medicinforbruget falder.

Hvor går grænsen?
- Vi skal ikke kramme alle borgere. Professionel berøring skal læres og for nogle ansatte tager det længere tid at lære. Derfor er det vigtigt at få koblet flere nuancer ind i fagligheden omkring berøring. Det falder ikke alle naturligt, og situationen kan blive lidt anspændt. Samtidig kræver det respekt for den enkeltes privatzone både hos personale, borgere og pårørende. Særligt sårbare borgere med kognitive problemstillinger skal vi være særligt opmærksomme på, idet de ikke er i stand til at sige til og fra, siger Charlotte Voetmann.

- Metoden i valg af stimulering afhænger af, om sanser skal vækkes eller overreagerende sanser hæmmes. Borgere, der virker uinteresseret og bare "sidder", fejltolkes ofte. Her kan der med fordel anvendes metoder, der giver flow af signalstoffer i hjernen. Ved valg af emner med højt tempo som f. eks. musik, dans eller kun en let berøring på tværs af kroppen, siger hun.

Et kram eller anden form for positiv berøring er en god nonverbal måde at føle, at den anden har set, hørt og forstået én, hvilket sætter positive spor i kroppen over tid. Hovedbundsbundsmassage og håndmassage er andre eksempler på berøring, der kan give et ekstra pift af velvære.

- Vi kan med meget få midler og uden at rulle de store apparater ud implementere denne tænkning i alle gøremål i plejen og omsorgen. Fagligheden omkring Snoezel og sansestimulering handler meget om metoder, som kan læres. Implementering tager tid - men det virker, siger Charlotte Voetmann.