23948sdkhjf

Fredag går det løs: Faste læger på 30 aarhusianske plejehjem

Beboerne på 30 ud af 50 plejehjem i Aarhus får fra 1. september tilbudt fast læge tilknyttet plejehjemmet. Målet er bedre kvalitet og færre indlæggelser.

1. september er dagen, hvor 30 ud af Aarhus' 50 plejehjem får tilbudt fast tilknyttede læger. Aftalen er en konsekvens af en aftale mellem repræsentanter for de praktiserende læger og Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, der blev indgået i februar '17. 

Forud for den nye ordning har alle praktiserende læger i Aarhus Kommune haft mulighed for at tilbyde sig som fast læge på et eller flere plejehjem. Mange har benyttet sig af muligheden, sådan at 30 ud af 50 plejehjem er med i ordningen, når den starter. 

Fakta:

Der er samlet erfaringer fra syv plejehjem rundt om i landet, der har kørt forsøg med faste læger, og erfaringerne er meget positive:

  • Der er sket en reduktion i antallet af forebyggelige indlæggelse med 28 %, genindlæggelser med 27 % og korttidsindlæggelser med 14 % i forhold til resten af plejehjemsbeboerne i DK.
  • Der er færre kontakter til lægevagt.
  • Der er sket et fald i brugen af receptpligtig medicin.
  • Der er kommet et forbedret samarbejde mellem plejepersonalet og de fast tilknyttede læger.
  • Der er stor tilfredshed med ordningen hos beboere og pårørende, læge og plejepersonalet.

 - Jeg er rigtig glad for denne nye ordning, der vil betyde en stor forbedring for beboerne. De vil få en tættere kontakt til deres læge, og erfaringerne viser, at en fast plejehjemslæge giver mere tryghed og mindre behov for indlæggelser. Jeg vil gerne rose de praktiserende læger for, at vi allerede inden vi starter, er dækket så godt ind, at ordningen kommer 30 af vore plejehjem til gode, og jeg forventer, at tallet stille og roligt bliver større som ordningen bliver mere kendt, konstaterer rådmand Jette Skive med tilfredshed.

Jakob Ravn, som er formand for de praktiserende lægers lokalafdeling, PLO-Aarhus, ser frem til den nye ordning:

 - Jeg er glad for at så mange af mine kolleger har bakket op om ordningen, så vi i Aarhus er meget langt i forhold til dækningen af plejehjem, og jeg håber med tiden flere ønsker at deltage. Erfaringer fra de forsøg, der har fundet sted rundt om i landet viser, at vi som læger på plejehjemmene får bedre muligheder for at lære patienterne at kende og ikke mindst bedre muligheder for samarbejde med og vejledning af plejepersonalet, siger han.

Hidtil har beboerne beholdt deres egen læge når de flyttede på plejehjem, og det betød, at hvert plejehjem har skullet samarbejde med en række forskellige læger og at lægerne har haft patienter på mange forskellige plejehjem. 

Erfaringer viser dog, at det giver færre indlæggelser og genindlæggelser, mindre medicinforbrug og større tilfredshed både blandt beboere, pårørende, læger og plejepersonale.

På Plejehjemmet Borgvold i Viby er der 40 beboere. Her vil der fremover være to faste plejehjemslæger. Det er noget forstanderen Tinne Bogø forventer sig meget af:

- Jeg tror den nye ordning har rigtig mange fordele både for beboerne og personalet. En del af aftalen går ud på at lægerne skal give sundhedsfaglig rådgivning til personalet, og det vil helt sikkert give et bedre samarbejde om beboerne.  Lægerne vil fremover blive en fast del af huset og vil komme her kontinuerligt. Jeg forventer også at den nye ordning vil betyde, at beboerne i langt højere grad vil få besøg af lægen frem for en telefonkonsultation. Og endelig sparer vi tid ved at personalet forhåbentlig slipper for at skulle hænge i telefonen mellem klokken 8 og 9 om morgenen, siger Tinne Bogø.

Fakta

Aftalen om at der gives mulighed for fast tilknyttede læger på plejehjem blev indgået i maj 2016 af daværende sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Christian Freitag, KL’s formand Martin Damm og formand for Danske Regioner Bent Hansen.

Aftalen indebærer, at ordningen gradvist vil blive udbredt til hele landet.

Kommunerne kan ansætte de fast tilknyttede læger på konsulentbasis til at yde generel sundhedsfaglig rådgivning til personalet på plejecentret – herunder rådgivning i forhold til medicinhåndtering udover det ansvar den enkelte læge i forvejen har i forhold til medicingennemgang.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078