Ældre Sagen: Nødplan ved plejekonkurser er minimumkrav
Det er glimrende, men ikke nok at stille krav til kommunerne om, at de skal have en nødplan for, når private plejefirmaer går konkurs.
Sådan siger souschef i Ældre Sagen Jens Højgaard, efter at regeringen lørdag er kommet med flere forslag på ældreområdet.
Et forslag stiller ifølge TV2 krav om, at kommunerne skal have en nødplan. Et andet går på, at kommunerne skal stille krav om en bankgaranti, når de indgår kontrakter med private leverandører af hjemmehjælp.
- Det er helt klart et minimumkrav, at kommunerne skal have en beredskabsplan. En bankgaranti kan også være med til at sikre, at et firma ikke går konkurs, men det er ikke nok.
- Vi skal også have sikret kvaliteten af firmaerne, der yder pleje. Der skal desuden være et uafhængigt tilsyn, som kan gribe ind, hvis tingene er ved at køre af sporet, siger han.
Mere konkret foreslår souschefen i Ældre Sagen, at der bliver stillet krav til blandt andet personalets uddannelse og dokumentation for firmaets erfaring med ældrepleje.
Det har nemlig store konsekvenser for de ældre, når deres private udbyder af hjemmepleje pludselig går konkurs.
- Det er svækkede mennesker, som er afhængige af hjælpen. Hvis den person, der skulle hjælpe dem op, pludselig ikke kommer, er det selvfølgelig voldsomt utrygt for borgeren, siger Jens Højgaard.
Regeringens forslag kommer i forbindelse med en redegørelse om konkurserne i hjemmeplejen.
Dennis Kristensen, der er forbundsformand for fagforbundet FOA, roser ligeledes regeringens initiativer. Men der skal også andre forslag på bordet, mener han.
- Der er brug for, at kommunerne bliver skrappere til at få styr på, hvem de indgår kontrakter med. Der er også brug for, at man løbende fører kontrol med, om man får leveret det, man betaler for, siger han.
Redegørelsen viser, at halvdelen af kommunerne ikke har en beredskabsplan i tilfælde af en konkurs i den private hjemmepleje.
Den viser desuden, at der i perioden 2010 til 2016 var 40 konkurser på hjemmehjælpsområdet.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/