23948sdkhjf

KA Pleje bakker op om nyt udspil

Godt at regeringen vil forebygge konkurser i ældreplejen ved at stille krav til både kommuner og private leverandører, lyder det fra branche- og arbejdsgiverforeningen KA Pleje.

Regeringen har netop fremlagt sit udspil til, hvordan konkurser indenfor ældreplejen kan undgås.Og udspillet får ros med på vejen fra KA Pleje, den største arbejdsgiver- og brancheforening indenfor fritvalg.

- Vi støtter og bakker op om regeringens udspil. Det skinner tydeligt igennem, at regeringen ønsker at bevare og udvikle de ældres frie valg. Og det er positivt. For KA Pleje er det afgørende, at vi sætter de ældre i centrum. Og vi kan konstatere, at de ældre er rigtig tilfredse med det frie valg. Selv de ældre, der har været berørt af konkurser, er tilbøjelige til at vælge en privat leverandør igen, udtaler Karsten Høgild, direktør i KA Pleje.

KA Pleje mener dog, at udspillet endnu mangler noget, før det for alvor kan siges at dæmme op for konkurser.

- Vi har i dialogen med ældreminister Thyra Frank og minister for offentlig innovation Sophie Løhde peget på behovet for løbende regulering af priser og klare regler for virksomhedsoverdragelse i forbindelse med konkurser. Vi er tilfredse med, at regeringen har taget de forslag til sig. Dog bør efterregulering ske minimum en gang i kvartalet, da en leverandør ellers risikerer at afregne til en pris, der er op til et år gammel. Regeringen må ikke glemme, at der også er private virksomheder, som både overtager borgere og medarbejdere i større stil i forbindelse med konkurser. Derfor bør en vejledning om virksomhedsoverdragelse også omfatte de private leverandører, siger han.

KA Pleje peger på tre tiltag, som branche- og arbejdsgiverforeningen mener, udspillet mangler. For det første har det serviceeftersyn, som BDO præsenterede i en større rapport lørdag, vist, at kommuner beregner priser forskelligt, forklarer Karsten Høgild.

- Der er brug for klare og transparente regler for kommunernes prisberegning. En privat leverandør bør kunne forvente, at prisberegningen efter samme retningslinjer i alle kommuner, siger han.

Regeringen foreslår, at kommuner skal stille krav om en bankgaranti. Det er KA Pleje enig i, men opfordrer alligevel til, at en bankgaranti skal være indenfor rimelighedens grænser.

- Ellers risikerer det at presse seriøse, men mindre leverandører ud af markedet, lyder det fra Karsten Høgild.

Endelig,mener KA Pleje, bør der også gøres op med de mange forskellige kriterier, der lægges til grund for vurdering af et bud fra en privat leverandør. Ifølge KA Pleje bør kommuner lægge vægt på tre kriterier:

- Pris, kvalitet og evne til samarbejde, der skal vægtes ligeligt. Ved udbud er det naturligt, at pris vægtes relativt højt, men hvis vægten bliver for høj, kan det få konsekvenser for leverandørens evne til at samarbejde og til at levere en ydelse af høj kvalitet.  Netop på plejeområdet, hvor kvalitet og samarbejde er afgørende, anbefaler vi derfor en ens vægtning af de tre elementer; pris, kvalitet og samarbejde, udtaler han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078