Pengeregn over syddanske demensprojekter
Region Syddanmark og 10 syddanske kommuner har fået bevilget penge fra Den Nationale Demenshandlingsplan.
20.052 syddanskere har demens. Og det tal kommer kun til at stige. Faktisk viser fremskrivningen, at der i 2040 vil være 33.752 syddanskere med demens.
Det stiller særlige krav til sundheds- og plejepersonalets kompetencer. For at styrke kompetencerne er der i den politiske aftale om en national demenshandlingsplan afsat 145 millioner kroner til at styrke kompetencerne hos de medarbejdere, der har den direkte kontakt med mennesker med demens.
De 145 millioner er delt op i to puljer, og i første omgang var der 91,5 millioner at søge om i 2017. Cirka en tredjedel af de penge er endt i Syddanmark.
Region Syddanmark får næsten 13 millioner kroner, mens de syddanske kommuner samlet set får mere end 23 millioner kroner. Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose, siger:
- Det er selvfølgelig positivt, at Syddanmark som landsdel har fået så stor en del af pengene. Der bliver flere og flere mennesker med demens, og derfor er det også et område, som vi er nødt til at have fokus på i sundhedsvæsenet i de kommende år. Med de penge, vi har fået bevilget, kan vores medarbejdere blive klædt endnu bedre på til mødet med de borgere, der er ramt af demens."
Specialviden og kompetencer til at håndtere demente patienter betyder meget i behandlingsforløbet. I 2017 udgør den samlede pulje 91,5 millioner kroner. Sundhedsstyrelsen modtog 107 ansøgninger til årets pulje, og har ud fra en faglig vurdering valgt at give penge til 32 projekter over hele landet. Heraf 13 i Syddanmark.
Gør en kæmpe forskel
I Region Syddanmark er det Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus og OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus, der har fået bevilget penge. Den største bevilling har Geriatrisk Afdeling i Svendborg fået med over 7,2 millioner kroner.