Hvordan mindsker vi brugen af magt?
Hvordan mindsker vi brugen af magtanvendelse over for udsatte borgere? Og hvilke kompetencer skal du som fagperson eller personalegruppe mestre?
De spørgsmål har man arbejdet aktivt med i Vejle Kommune, hvor antallet af ansøgninger og indberetninger om magtanvendelse er faldet. Ifølge Jeanette Schjællerup, cand.jur. og faglig leder i Velfærdsstaben i Vejle Kommune, er der flere grunde hertil. For det første har Vejle Kommune fokus på at udnytte medarbejderne og ledernes kompetencer på tværs af fag og trække på de erfaringer, der virker. Og for det andet arbejder de forskellige personalegrupper aktivt på at forbedre samtalen med borgeren.
Bring fagligheder i spil
- Det er en fælles opgave at nedbringe antallet af indberetninger. Derfor kræver det også en fælles indsats. Har man fundet en metode, der virker på demensområdet, kan det også nemt være, at den virker på fx handicapområdet, forklarer Jeanette Schjællerup, der udover at være faglig leder i Vejle Kommune også underviser på COKs kursus om magtanvendelse.
| Ifølge Bjarne Richter Bjelke, der er chefkonsulent og forretningsansvarlig for det sociale område i COK, viser eksemplet med alarmen, hvordan samtale og medansvar skaber motivation hos borgeren. Forskningen viser, at følgende faktorer er centrale for effekten af socialfaglige indsatser:
|
Det er ifølge Jeannette Schjællerup nødvendigt, at vi også helt konkret i det daglige arbejde bringer hinandens kompetencer i spil. Mange fagpersoner er hver dag inde over borgerens liv, og vi er nødt til hele tiden at indtænke relevante fagpersoners kompetencer og betydning for borgeren, inden vi griber til magtanvendelse.
- Hvis en borger f.eks. har motorisk uro eller regulær smerte, kan det påvirke reaktionen på det næste, borgeren skal forholde sig til. Her vægter vi den forbyggende indsats højt. Vi skal nå at gribe ind, før borgeren mister kontrollen. Vi skal med andre ord allerede medtænke f.eks. fysioterapeuten i processen, så vi på den måde sikrer, at vi slet ikke når til, at borgeren mister kontrollen, siger Jeanette Schjællerup.
Et andet og meget vigtigt fokuspunkt i forhold til at nedbringe antallet af indberetninger om magtanvendelse, er samtalen med borgeren. Efter Jeanette Schjællerups opfattelse er det ofte her, kommunen fejler, fordi timing er forkert.
Ifølge Jeanette Schjællerup skal personalegruppen stille sig selv spørgsmålet: "Hvornår er det, vi præsenterer borgeren for den eller de ændringer, der skal ske?" Mærker vi, at tidspunktet for samtalen ikke er det rigtige, skal vi trække os. Det øger chancen for, at vi lykkes.
- Når en borger har udadreagerende adfærd, er det eksempelvis ikke tidspunktet at introducere borgeren for en alarm. Der må vi som personale ikke opgive og ty til magtanvendelse, men i stedet komme igen, når der er ro på, forklarer Jeanette Schjællerup.
Artiklen er bragt i samarbejde med COK.
Alarmen skal lyse grønt
Et eksempel fra hverdagen illustrerer, hvor vigtigt det er at møde borgeren på det rigtige niveau og uden at stille krav, når borgeren fx skal have en alarm.
- Jeg kan sagtens sidde på mit kontor og træffe en afgørelse om, at en borger skal have alarm. Men hvordan opnår vi den ønskede effekt, så alarmen ikke bare bliver smidt i toilettet eller i skuffen?, spørger Jeanette Schjællerup, der er daglig leder af Velfærdstaben i Vejle Kommune. Når personalet på en af vores institutioner vurderer, at en borger har brug for en alarm, er der en række formelle ting - ansøgning og tilladelse - som skal være på plads, inden borgeren kan blive udstyret med en alarm. Når borgeren bliver præsenteret for alarmen, er det vigtigt, hvilket fokus personalet lægger ned over samtalen. I samtalen skal borgeren forstå og være optaget af, at alarmen skal lyse grøn for at virke, og ikke hvorfor borgeren skal have alarm. Hermed bliver borgeren optaget af, at han eller hun medvirker, at alarmen virker og lyser grønt. - Hermed øger vi chancerne for, at borgeren bærer alarm uden tvang, fordi personalet har formået at motivere borgeren. Hovedformålet med samtalen om alarmen med borgeren er at komme så tæt på en frivillig medvirken som muligt i en situation, hvor borgeren ikke altid helt forstår, hvad en alarm er, forklarer Jeanette Schjællerup. |