547 millioner til nyt universitetshospital
Regionsrådet i Region Nordjylland har netop godkendt en anlægsbevilling på 547 mio. kr. til Nyt Aalborg Universitetshospital.
Det er de indvendige arbejder i behandlerbygningen og den fælles akutmodtagelse, som i foråret var i udbud, og som regionsrådet nu har godkendt anlægsbevilling til.
Udbuddet omfatter 16 entrepriser i de to bygninger samt en række tværgående entrepriser. Ifølge projektdirektør Niels Uhrenfeldt er der installationsmæssigt tale om projektets mest komplicerede bygninger med blandt andet operationsstuer, billeddiagnostik og laboratorier foruden lægevagt og skadestue.
Det 170.000 kvadratmeter store Nyt Aalborg Universitetshospital opføres på bar mark i Aalborg Øst for et budget på 4,77 mia. kroner.
Første spadestik blev taget i oktober 2013. Hele byggeriet forventes færdigt i 2020.