Færre får anerkendt arbejdsskader
Andelen af arbejdsskadesager, der anerkendes, er faldt de seneste år. Det viser en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som er udarbejdet for FOA.
Hvor det i 2012 var næsten hver anden sag, der blev anerkendt, var andelen faldet til hver tredje i 2015, og selv om ikke alle skadesager for 2016 endnu kan ventes at være anmeldt og behandlet, ser tendensen ud til at fortsætte med en foreløbig anerkendelsesprocent på kun 19 procent.
- Det er en skræmmende udvikling og helt uacceptabelt, at der ingen anerkendelse er at hente, hvis man kommer til skade, mens man udfører sit arbejde, eller hvis man har fået en erhvervssygdom, og måske er blevet nedslidt efter mange års tro tjeneste på arbejdsmarkedet, siger forbundssekretær Jens Nielsen, hvis bekymring er ekstra stor, fordi regeringen har varslet en reform af arbejdsskadeområdet, som han frygter vil medføre yderligere stramninger.
Særligt FOAs medlemmer får afvist deres arbejdsskadesager. For dem er anerkendelsesgraden på 13 procent for 2016, mens det i 2012 var 46 procent, der fik anerkendt deres sag.
Faldet skyldes dels en restriktiv praksis for anerkendelse af psykiske lidelser, lyder det fra FOA, som netop er i stigning blandt FOAs medlemmer på grund af eksempelvis vold, stik og bid fra de borgere, de plejer og hjælper i det daglige. Samtidig har en højesteretsdom fra 2013 medført, at flere sager afvises med henvisning til, at skaderne ikke er varige eller ventes at være forbigående, eller at folk tidligere har haft problemer med for eksempel ryg eller psyke.
- Den praksis er i direkte strid med det ønske, der lå bag den arbejdsskadereform, der blev lavet 10 år forinden. Den havde netop til hensigt at sikre, at alle skader, der skyldes arbejdet, skulle anerkendes som arbejdsskader. Flere sager skulle anerkendes, men det stik modsatte sker. Politikerne må gribe ind og tage ansvar for, at praksis bliver ændret i overensstemmelse med lovens ånd, siger Jens Nielsen.