23948sdkhjf

Hjernerystelse skal ikke kun plejes med ro

Mangel på viden gør hjernerystelser invaliderende.

Antallet af registrerede hjernerystelser stiger. Ifølge Hjernerystelsesforeningen får mindst 25.000 danskere hjernerystelse hvert år, og 10 til 15 procent har stadig mén efter et år.

Samtidig mangler fagfolk i sundhedsvæsnet viden på området, og mennesker med hjernerystelse falder derfor mellem to stole i systemet. Eksperter advarer om, at det kan skade arbejdsevnen og det sociale liv. 

I en artikel fra februar 2017 i det lægefaglige magasin BestPractise konkluderer Professor Jesper Mogensen og lektor Hana Malá fra The Unit for Cognitive Neuroscience, Institut for Psykologi, Københavns Universitet, at for mange patienter med hjernerystelse efterlades af systemet med manglende eller dårlig rådgivning.

Ifølge de to forskere får de fleste samme råd: Hvile i 14 dage. Det på trods af, at forskning nu peger på, at kombinationen af aktivitet og hvile er vejen til at få det bedre og holde faste i venner, familie og ikke mindst arbejdet.

200 deltagere var i oktober samlet på den nationale konference ”Rundt om hjernerystelser” i København. Konferencen var arrangeret af HKI og Hjernerystelsesforeningen.

- Det er anden gang, at vi holder konferencen, og opbakningen var stor blandt både sundhedsfaglige personer, kommuner og pensions-og forsikringsselskaber. De efterspørger mere viden på området, fordi de oplever, at flere og flere hjernerystelser registreres. Samtidig har de ikke den nødvendige viden til at håndtere og behandle hjernerystelsesramte korrekt, siger Jens Bredager, kundechef ved HKI.

HKI er blandt de få aktører i Danmark, der arbejder specifikt med hjernerystelsesramte og har gjort det siden 2011. De senere år har HKI oplevet en tilgang i antallet af henviste fra kommuner og særligt også fra forsikrings- og pensionsselskaber, hvor tilgangen fra forsikrings-og pensionsselskaberne i år er tredoblet i forhold til 2016, og på nuværende tidspunkt overstiger antallet af henvisninger fra kommunerne. 

- Forskning og vores erfaring viser, at kombinationen af arbejde og hvile er den rigtige vej frem til at få det bedre og igen komme til at fungere på sit arbejde og blandt venner og familie. Derfor sætter vi gerne tidligt ind og hjælpe den hjernerystelsesramte, mens vedkommende stadig har en arbejdsgiver. Så lægger vi sammen en plan for at få den ramte tilbage i arbejde og samtidig lære at håndtere sine følger af hjernerystelsen, forklarer Jens Bredager. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.557