23948sdkhjf

Analyse: Mange kender ikke til frit valg i ældreplejen

I dag præsenterer regeringen et udspil om frit valg på velfærd. Det er der behov for, viser analyse fra DI.

Borgerne skal have flere muligheder for frit at vælge mellem velfærdsydelser. Det er målet med et udspil fra regeringen, som hele fire ministre onsdag præsenterer.

Og der er behov for at sætte ind, mener Dansk Industri (DI), der taler på vegne af de private leverandører, som gerne vil ind på markedet for velfærdsydelser.

I en ny analyse peger DI på, at det frie valg på ældreområdet "reelt ikke er særlig frit".

Ifølge analysen ved mange ældre ikke, at de har frit valg mellem privat og kommunal leverandør, når de første gang skal have ældrepleje.

Branchedirektør Jakob Scharff, DI Service, siger:

- Analysen viser, at det frie valg er udfordret, når de ældre første gang visiteres til hjemmehjælp. Det er problematisk, når vi ved, at de ældre netop efterspørger muligheden for at kunne vælge, hvem der kommer i deres hjem, siger Jakob Scharff i en skriftlig kommentar.

Når borgere i første omgang skal have hjemmehjælp, vælger 20 procent en privat leverandør, mens de resterende 80 procent får en kommunal leverandør, fremgår det af analysen.

Billedet ændrer sig dog, når de ældre har fået hjemmehjælp i et stykke tid og måske er bedre bekendt med reglerne. Derfor er det i alt 35,7 procent af de ældre, der i 2016 brugte en privat leverandør.

DI peger i analysen på, at 30 procent af hjemmehjælpsmodtagerne ikke ved, at de faktisk har et frit leverandørvalg.

En anden forklaring kan ifølge DI's analyse være, at "det frie valg er begrænset", fordi få kommuner eksempelvis har valgt at give borgerne frit valg af leverandør inden for rehabilitering, genoptræning og hjemmesygeplejen.

- Kommunerne har typisk monopol på rehabiliteringsforløb. Det betyder, at de ældre ikke i første omgang kan vælge at få hjælp fra en privat leverandør, siger Jakob Scharff.

DI ønsker, at lovgivningen bliver strammet, så de ældres frie valg udvides til alle områder inden for ældreplejen. Samtidig bør der gøres en indsats for at informere de ældre om deres muligheder, mener DI.

Regeringens udspil på området kaldet "Frit valg – bedre sammenhæng" bliver onsdag præsenteret af innovationsminister Sophie Løhde (V), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), ældreminister Thyra Frank LA og børne- og socialminister Mai Mercado (K).

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093