Hospitalet skal huske at henvise til kommunal kræftrådgiver
Det er vigtigt, at de kommunale kræftrådgivere kommer så tidligt på banen som muligt i en borgers sygdomsforløb. Men det er desværre langt fra altid, at hospitalerne husker at henvise en patient til den kommunale rådgiver.
I anledning af Knæk Cancer-dagen på Stændertorvet i Roskilde imorgen siger Roskilde Kommunes kræftkoordinator, Christina Olofsson Sørensen, at det desværre ikke er alle afdelinger, der henviser til kommunens tilbud endnu. Og derfor er tilbuddet ikke kendt af alle kræftpatienter.
- Derudover er der en gruppe kræftpatienter, som først oplever behov for tilbuddet efter endt behandling, hvor de kun sjældent kommer på hospitalet, her er det oplagt at egen læge henviser, men alle med en kræftsygdom er meget velkommen til at henvende sig i Sundhedscentret, siger Christina Olofsson Sørensen.
I Roskilde Kommunes afdeling Træning og Sundhed går tilbuddet ud på at kombinere fysisk aktivitet med undervisning i blandt andet kost, træthed, søvn og mental sundhed. Deltagerne bliver undervist af erfarne fagpersoner indenfor kræftområdet, og de arbejder sammen på tværs for at hjælpe deltagerne bedst muligt. |
Hospitalet, der skal fortage en behovsvurdering, hvorudfra der skal tages stilling til om patienterne skal henvises til kræftrehabilitering i kommunen. Derefter er det kræftkoordinatorens opgave at tilrettelægge et forløb, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov.
Morten Gjerskov, formanden for Sundheds – og Omsorgsudvalget i Roskilde Kommune, siger:
- Jeg er glad for, at vi I Roskilde Kommune har en række forskellige tilbud til kræftramte, der fungerer. Nu håber jeg bare, at sygehusene og de praktiserende læger husker at henvise til de kommunale tilbud, så vi kan støtte de kræftramte mest muligt ved at komme tidligt på banen, siger formanden for Sundheds – og Omsorgsudvalget, Morten Gjerskov.