23948sdkhjf

Læger siger ja tak til Tønders plejehjem

Som det første har Plejecenter Lindevang i Løgumkloster fået en aftale med lægehuset i byen.

Plejehjem i Tønder Kommune får nu også fast tilknyttede læger. Det betyder, at det hovedsageligt er den samme læge, der tilser beboerne på de enkelte plejehjem.

Som det første har Plejecenter Lindevang i Løgumkloster fået en aftale med lægehuset i byen. Aftalen er trådt i kraft fra september, og fra 1. november gælder der tilsvarende aftaler mellem henholdsvis Plejecenter Digegården i Højer og lægehuset i Højer samt Mosbølparken og lægehuset i Skærbæk.

Evalueringen af pilotprojekt med faste læger på plejehjem viser, at ordningen bl.a. kan forebygge unødvendige sygehusindlæggelser og sikre en korrekt medincinhåndtering.

 - Med aftalerne sikrer vi, at plejecenterbeboerne for det meste møder den samme læge. Lægen har sin faste gang på plejecentret og kender beboerne og deres sygehistorie. Der er ingen tvivl om, at den nære kontakt mellem læge og plejehjemsbeboere kan være med til at skabe større tryghed og sikre beboerne endnu bedre behandling, siger formanden for Sundhedsudvalget, Irene Holk Lund.

Aftalerne afskærer ikke beboerne fra det frie lægevalg. Beboerne afgør selv, om de ønsker at gøre brug af aftalen med plejehjemmets faste læge. Hvis ikke, har de fortsat mulighed for at vælge en anden praktiserende læge. 

Plejecenter Lindevang har i forvejen et nært og tæt samarbejde med lægehuset i Løgumkloster, og med den nye aftale vil samarbejdet blive endnu tættere.

- Vi vil bruge ordningen til at gøre et godt samarbejde mellem lægehus og plejehjem endnu bedre til glæde for beboerne, siger læge Søren Thymann Nielsen, der har kontakten til beboerne og personalet på Lindevang.

Udover at tilse beboerne tilbyder Søren Thymann Nielsen også undervisning af personalet - et tiltag, som både personalet og ledelsen har store forventninger til.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079