23948sdkhjf

Et stik i armen i ambulancen og patienter udskrives hurtigere

Blodprøve i ambulancen sikrer hurtigere undersøgelse af hjertesyge.

Som det første sted i verden har hospitalerne i Region Midtjylland ændret på patientforløbene for patienter med blodprop i hjertet uden tydelige forandringer i elektrokardiogrammet (EKG), så disse patienter bliver transporteret direkte til hjertecentret på Aarhus Universitetshospital, hvilket sikrer, at patienterne bliver undersøgt langt hurtigere.

- Det er godt for patienterne, for vi får dem behandlet hurtigere, og de kommer hjem op til to dage tidligere, siger overlæge Jacob Thorsted Sørensen, Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital. 

Den nye procedure var til gavn for 61-årige Gunnar Jensen i Hodsager ved Aulum, der i starten af oktober pludselig fik ondt i brystet.

Han har før haft en blodprop i hjertet, så han var ikke et sekund i tvivl om, at den var gal igen, og hans hustru ringede 112. Ambulanceredderne tog EKG og en blodprøve med det samme, da de tilså Gunnar Jensen i soveværelset.

- De vidste præcis, hvad de skulle gøre. Efter EKG'et snakkede de om, at jeg skulle til Herning, men blodprøven afgjorde, at jeg skulle til Aarhus, og jeg tror ikke der gik mere end ti minutter, før helikopteren var der, og jeg var på vej til universitetshospitalet, fortæller Gunnar Jensen.

Senere samme dag fik Gunnar Jensen foretaget en kranspulsåreundersøgelse (KAG), og i forlængelse af undersøgelsen fik han ballonbehandlet blodproppen og indsat en stent (et lille rørformet metalgitter) til at holde kranspulsåren åben. Inden dagen var omme var Gunnar Jensen blevet kørt tilbage til Vestjylland, hvor han blev overført til Regionshospitalet Herning til videre behandling og senere genoptræning.

Tid er vigtig

Borgere i Region Midtjylland med symptomer på akut blodprop i hjertet får i ambulancen optaget et EKG, som bliver sendt til Aarhus Universitetshospital, hvor en læge umiddelbart kan afgøre, om der er tegn på en akut blodprop i hjertet.

Der er imidlertid en del mennesker, der ligesom Gunnar Jensen får en akut blodprop i hjertet, uden at det viser sig som tydelige forandringer i EKG'et. Hidtil er patienter med brystsmerter og normalt EKG først blevet kørt til nærmeste akuthospital. Hvis det her viste sig, at de på trods det normale EKG i ambulancen alligevel havde en blodprop i hjertet, blev de typisk kørt til en KAG-undersøgelse på Aarhus Universitetshospital næste dag.

Men tid er vigtig, når det gælder akutte blodpropper. Derfor har Aarhus Universitetshospital i samarbejde med de øvrige hospitaler i regionen gennemført et forskningsprojekt for at undersøge, om man kan identificere disse patienter i ambulancen gennem en kombination af EKG og en blodprøve, som kan vise, om der er tegn på en blodprop-skade i hjertemusklen. Forskningen foregik i tæt samarbejde med Præhospitalet og ambulancereddere i udvalgte dele af regionen.

Resultaterne har været så gode, at blodprøvetesten 1. marts 2017 blev indført som standard i ambulancerne i Region Midtjylland, og siden er patienter, hvor blodprøven viser tegn på blodprop, blevet kørt direkte til Aarhus Universitetshospital.  

- Vi kan se, at hvor der før gik 24-48 timer, så går der nu i gennemsnit går 13 timer fra patienten eller lægen har slået alarm, til patienten får foretaget en KAG-undersøgelse, siger Jacob Thorsted Sørensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078