23948sdkhjf

Legestue for børn rykker ind på aarhusianske plejehjem

Åbne legestuer på 10 plejehjem i Aarhus skal skabe glæde for børn og beboere. Esra Alici Pedersen fandt på ideen og fik 283.000 kr. fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Er du på barsel eller bedsteforælder og trænger til et pusterum med et barn, kan du nu tage til legestue på 10 plejehjem i Aarhus. Én gang om ugen minimum to timer.

Plejehjemmene har fået lidt legetøj, pusleudstyr, og i samarbejde med Musikskolen Laura er der koblet en rytmiklærer på:

- Det bliver en fantastisk mulighed for børn, forældre, bedsteforældre og beboere at få en aktivitet sammen. Det vil sprede glæde på tværs af generationer, siger Esra Alici Pedersen, der er kvinden bag idéen.

Hun har nu fået 283.000 kr. fra Sundheds- og Ældremninisteriet til at gennemføre den.

 - I min verden er intet umuligt, og jeg synes, folk tit glemmer at se alle de skønheder, der er omkring os. Vi har så travlt med at nå det, der ligger langt væk, og overser tit vidunderligheden ved det, der er os tættest, siger Esra Alici Pedersen, som selv har tre børn med manden Uffe.

Esra Alici Pedersen fandt på ideen under sin barsel og har så søgt ministeriet om penge til et større projekt og fik kontakt med oplevelsesmedarbejderne i Sundhed og Omsorg. Dernæst fik hun kontakt med 10 plejehjem, der var interesseret.

Den første legestue åbner 3. november kl. 10 på Plejehjemmet Tranbjerg:- For beboerne betyder det rigtig meget og giver meget glæde. Vi har i forvejen samarbejde med lokal vuggestue og kommer der musik og rytmik, bliver det bare endnu bedre. Samtidig har vi fået babyudstyr, som minder beboerne om dengang, de selv havde små børn, siger Lone Hindborg, forstander Plejehjemmet Tranbjerg.

Se alle åbningstider på www.legpaaplejehjem.dk

Legestuerne skal fungere som åbent hus hver uge i et bestemt tidsrum (ca. 2 timer) uden krav om tilmelding, hvor folk på barsel eller bedsteforældre kan komme forbi plejehjemmet med deres babyer/børnebørn og være sammen med beboerne. Igennem leg og musik vil der skabes samvær blandt de tilstedeværende. Besøget af forældre og babyer på barsel skaber livsglæde hos de ældre samtidig med, at man får skabt og plejet relationer på tværs af generationer.

Esra Alici Pedersen vil stå til rådighed i en deltidsstilling frem til januar, hvorefter projektet skal køre videre på egen hånd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078