23948sdkhjf

DF vil tale velfærd frem for skattelettelser med regeringen

Finansminister Kristian Jensen håber på at afslutte finanslovsforhandlingerne senest 13. november.

Efter at have diskuteret en række delemner indledes sidste etape af finanslovsforhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti fredag eftermiddag.

DF mener, at regeringen hidtil har fokuseret alt for meget på skattelettelser.

Nu skal det handle om den jordnære velfærd, mener gruppeformand Peter Skaarup (DF).

- Vi vil rejse spørgsmålet omkring ældreplejen. Her ser vi en situation på plejecentre, hvor der mangler mandskab. Der mangler varme hænder, og på den front må regeringen levere.

- Der skal sættes midler af, så kommunerne får et løft på det område. Det er for eksempel ikke godt nok, at der er dårlig bemanding for demente i nattetimerne, siger Skaarup.

DF's primære fokus er på ældre, sundhed, politi samt naturligvis udlændingepolitikken.

Finansminister Kristian Jensen (V) har tidligere på ugen udtalt, at han håber at afslutte forhandlingerne om finansloven for 2018 enten 11., 12. eller 13. november.

Fredagens forhandlinger bliver de første, hvor parterne prøver at strikke de forskellige elementer sammen til en helhed, som i sidste ende skal udgøre finansloven.

Ifølge Skaarup er det ikke umuligt at blive enige om en finanslov inden for Kristian Jensens deadline. Men så skal regeringen også have fokus det rette sted, lyder det fra DF's side.

- Regeringen har helt klart haft lidt for meget fokus på det, vi kalder topskattelettelser i forklædning. Men finansloven handler meget mere om det jordnære.

- Det handler om, hvor mange midler vi kan sætte af til de svagtstillede i samfundet. Det er de syge, det er de ældre, det er politiet, som skal hjælpe ofrene.

- Og når det handler om udlændingepolitik, så gælder det om at hjælpe i nærområderne i stedet for at tro, at flygtningeproblemerne kan løses i Danmark. Det kan vi ikke, siger Skaarup.

Kristian Jensen erkender, at fokus hidtil har været på erhvervs- og iværksætterpakken og jobreformens anden fase, som ifølge regeringen skal hjælpe flere danskere fra offentlig forsørgelse til selvforsørgelse.

Men nu rettes fokus på det, som DF ønsker, lover finansministeren.

- Finansloven kommer til at handle om, hvordan vi sikrer et godt velfærdstilbud til danskerne.

- Det bliver også et spørgsmål om at sikre, at der er hænder nok til at tage hånd om de flere ældre, vi får i de kommende år.

- De næste dage vil jeg drøfte med DF, hvor der er mest behov for en yderligere indsats, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.166