23948sdkhjf

Nye rådgivningstilbud til demensramte og pårørende

13 projekter har netop fået tilsagn fra Sundhedsstyrelsen om midler fra puljen til opstart af rådgivnings- og aktivitetscentre.

Så er puljen til opstart af rådgivnings- og aktivitetscentre for mennesker med demens og deres pårørende - herunder særligt yngre med demens - udmøntet.

13 projekter har netop fået tilsagn fra Sundhedsstyrelsen om midler fra puljen.

Kommunerne, der står som hovedansøgere, og som har fået del i puljen på 37,5 mio. kr. er: Assens, Esbjerg, Fredericia, Frederikshavn, Hillerød, Hvidovre, Lolland, Næstved, Stevns, Viborg, Aalborg, Aarhus og Svendborg og Ærø Kommuner.

Projekterne har deltagere fra i alt 40 kommuner, fem regionale enheder, en række frivillige organisationer samt andre samarbejdspartnere - herunder praktiserende læge, uddannelsesinstitutioner, virksomheder m.fl.

Der bliver givet penge til 13 projekter, som alle er samarbejder mellem flere kommuner, og hvor der er taget hensyn til at afstand og transport kan være en forhindrende barriere. Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet på sin hjemmeside. Nogle steder etablerer man et center og flere satellitcentre, andre steder flytter man ind i eksisterende sundhedshuse og i Sorø og Næstved Kommune er der tale om en bemandet autocamper.

Brugerinddragelse

Sundhedsstyrelsen understøtter projekterne med et koncept, som blandt andet indebærer rådgivning i brug af såkaldte velfærdteknologier. Flere centre vil tilbyde ”teknologibiblioteker”, som har viden om, hvad for nogle teknologiske hjælpemidler, der findes på markedet. 

De nye centre får også fokus på brugerinddragelse, støttende samtaler og rådgivning af mennesker med demens og deres pårørende. Centrene skal tilbyde sociale og fysiske aktiviteter, mulighed for samvær med ligestillede via for eksempel demenscafeer, pårørendegrupper og kurser for pårørende og mennesker med demens.

De nye tilbud er et initiativ under den nationale demenshandlingsplan, der blandt andet har fokus på tidlig opsporing af demens, og på at Danmark skal være et mere demensvenligt samfund.

Du kan læse mere om de 13 projekter her.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.147