23948sdkhjf

Velfærdsteknologi: Så er vinderne af CareWare-Next kåret

Priserne går til avancerede teknologier, hvoraf flere spås en global fremtid inden for sundhedsområdet.

Aarhus Kommune og CareWare-Next har netop uddelt priser i CareWare-Next, den landsdækkende konkurrence for velfærdsteknologi. Og priserne går til avancerede teknologier, hvoraf flere spås en global fremtid indenfor sundhedsområdet.

Præmien til de fire vindere

En blåstempling af løsningen. Den åbner effektivt døre til blandt andet investering og samarbejder med det offentlige

Tre måneders gratis plads i StartupLab i INCUBA Science Park i Aarhus, samt adgang til deres Mentornetværk og eventuelle samarbejdspartnere andre steder i landet

Et års kompetent sparring fra konkurrencens dommere på vejen til det danske og internationale marked for velfærds- og sundhedsteknologi.

Iværksætterprisen går til RetinaLyze, Hellerup. RetinaLyze er øjenscreening til forebyggelse af blindhed.

Idéprisen går til Vulcur MedTech, Vanløse. Vulcur MedTech er et apparat, der behandler kroniske sår med fokuserede laserpulser.

Særprisen går til WelfareTrack, Aalborg. WelfareTrack er en sensor, der monteres på velfærdsteknologiske produkter, så man kan opspore dem og opsamle data om anvendelse af dem.

Special Mention: Fokusplan, Aarhus. Fokusplan er en app under udvikling, der fortjener særlig omtale, mener dommerne. 

Ny type af deltagere

Det var sjette gang, konkurrencen CareWare-Next blev afholdt. Formålet er at skubbe positivt til det danske vækstlag for sundheds- og velfærdsteknologi. Og det lykkes i stor udstrækning, mener dommer i konkurrencen Bo Sejer Frandsen, administrerende direktør og it-iværksætter.

Dommerpanelet

Ivan Kjær Lauridsen, velfærdsteknologichef, Center for Frihedsteknologi, Aarhus Kommune

Preben Mejer, iværksætter og innovations-ikon

Klaus Veng, Project Manager og CEO, EMENTO A/S, patientkommunikation

Simon Skafdrup, Founding Partner og CEO, baggrund i industrielt design, rådgiver og investor

Bo Sejer Frandsen, adm. direktør, it-iværksætter, innovation og strategi

Kirsten Rud Bentholm, leder Teknologi i Praksis og DokkX. Koordinator CareWare-konferencen

Jesper Skov Rosenbrock, salgsdirektør/CSO i Handicare Danmark, fysioterapeut

Kim Kjølhede, Investment Manager Capnova

- Det er første gang i år, at vi ser informationsteknologi, kunstig intelligens og deep learning, anvendt i stor udstrækning i konkurrencen. Det er også opsigtsvækkende, at vi har to vindere i år, der har et stort, globalt potentiale, siger han.

Ivan Kjær Lauridsen, velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune, hæfter sig ved en ny type deltagere i år, der har en lavpraktisk tilgang til innovation.

- I år har vi set ideer, der kommer fra den daglige drift i kommunerne. Ideer, der kommer fra medarbejdere, der ved, hvor skoen trykker og formår at omsætte dem til nye løsninger. Det vil vi rigtig gerne se meget mere af i fremtiden, siger han.

Læs mere om de nominerede i konkurrencen her

De fire vindere af CareWare-Next

Iværksætterprisen går til RetinaLyze, Hellerup. RetinaLyze er øjenscreening til forebyggelse af blindhed. Screeningen udføres på 30 sekunder og afslører diabetisk retinopati (diabetisk øjensygdom), som er en følgesygdom for millioner af diabetikere verden over. Opdages sygdommen i tide, kan den behandles, så man undgår blindhed. Dommerne lægger i kåringen vægt på, at RetinaLyze har en løsning på misforholdet mellem antal øjenlæger og et eksploderende antal diabetespatienter. Dommerne ser potentiale i at udvikle screeningsmetoden, så den i fremtiden kan anvendes på flere sygdomme. Med 425 mio. diabetikere på verdensplan har metoden globalt potentiale.

 

Idéprisen går til Vulcur MedTech, Vanløse. Vulcur MedTech er et apparat, der behandler kroniske sår med fokuserede laserpulser. Ny forskning på Bispebjerg Hospital viser, at ødelægger man det lag af bakterier og virus, der ligger lige under sårets overflade, får kroppens selvreparende egenskaber bedre vilkår. Dommerne fokuserer på, at Vulcur MedTech automatiserer og radikalt fornyr måden, man behandler kroniske sår på. Vulcur MedTech indsamler data, der vil gøre det muligt at udvikle sårbehandlingsområdet i fremtiden. Produktet har internationalt potentiale, vurderer dommerne.

 

Særprisen går til WelfareTrack, Aalborg. WelfareTrack er en sensor, der monteres på velfærdsteknologiske produkter, så man kan opspore dem og opsamle data om anvendelse af dem. Data kan f.eks. dokumentere hyppigheden af brug hjemme hos borgeren og behov for serviceeftersyn. WelfareTrack registrerer den værdiskabelse, som millioninvesteringer i kommuner og regioner foretager i disse år. Og sensorerne fortæller om man får value for money, når der investeres i velfærdsteknologi, mener dommerne. 

 

Special Mention: Fokusplan, Aarhus. Fokusplan er en app under udvikling, der fortjener særlig omtale, mener dommerne.  Appen er et produkt med høj nytteværdi, der er skabt ud fra et behov i hverdagen. Bag FokusPlan står en gruppe socialpædagoger, der ønsker at udvikle en applikation til brug af udarbejdelse af pædagogiske handleplaner. Dommerne ser gerne flere af den slags produkter, skabt af ildsjæle på de offentlige arbejdspladser.

kilde: CareWare-Next

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093