23948sdkhjf

Kræftbehandling lever igen op til tidsfrister

I august kom det frem, at kun 77 procent af kræftpatienterne blev behandlet til tiden. Nu er der rettet op.

Kræftpatienter kan igen i tilfredsstillende grad regne med at blive behandlet til tiden.

84 procent af de kræftpatienter, der er henvist til et kræftpakkeforløb, blev nemlig i tredje kvartal behandlet inden for tidsfristerne. Det viser tal fra Sundhedsministeriet.

Dermed er der rettet op, efter at kræftbehandlingen tog et stort dyk i den seneste opgørelse fra august.

Da kom det frem, at det kun var 77 procent af patienterne, der blev behandlet til tiden. Det var det laveste niveau i fire år.

- Alle blev chokerede, da vi så tallene for andet kvartal, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

- Derfor har der været fuldt fokus på at rette op, både administrativt og politisk, siger han.

Den væsentligste forklaring på, at behandlingen dykkede, var ifølge regionsformanden ubesatte stillinger, altså mangel på specialister. Den anden årsag er, at der er gået for mange dage, hvis patienterne har skullet behandles på forskellige hospitaler.

- Men hvorfor det lige pludselig sker i andet kvartal i stort set alle regioner, det er stadigvæk fuldstændig uforklarligt, siger Bent Hansen.

Heller ikke det udskældte it-system Sundhedsplatformen, som Region Hovedstaden har indført, kan forklare dykket i andet kvartal.

- Men det var i hvert fald et wake up-call, der har gjort, at det ikke må gentage sig, fastslår Bent Hansen.

Da tallene for andet kvartal kom, indkaldte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) regionernes formandskab til et hastemøde. Her gav hun dem, hvad hun betegner som en "opsang".

- Opsangen har tilsyneladende virket, når vi nu ser, at kræftpakkerne er tilbage i en positiv udvikling. Det manglede også bare, udtaler hun i pressemeddelelsen med de nye tal.

Bent Hansen er dog ikke enig i den udlægning.

- Vi var i gang inden mødet. Men jeg kan godt forstå, at der også er fuld fokus fra ministeren, siger han.

- Men vi er jo ikke nogle uartige skoledrenge. Det er faktisk nogle meget pligtopfyldende fagpersoner, som også blev dybt overraskede, over at vi pludselig faldt ned i et hul.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094