23948sdkhjf

Frivillige støtter patienterne i Viborg

Regionshospitalet Viborg har succes med at have frivillige patientstøtter fra Røde Kors på afdelinger med indlagte patienter.

- Det er en fantastisk kontrast til en travl hverdag at kunne sætte sig ned ved en patient og fordybe sig i bare at være der for dette menneske. Sådan lyder det fra Tove Vorre, der er frivillig patientstøtte på Regionshospitalet Viborg.

Det er Dansk Røde Kors, der stiller patientstøtterne til rådighed og skaber det frirum, som mange patienter kan have behov for.

De frivillige patientstøtter arbejder typisk en gang om ugen, hvor de kommer og er på en afdeling 2-3 timer ad gangen. Det er et krav, at de skal være fyldt 21 år, og de skal kunne tale dansk. Derudover er det vigtigt, at de er åbne, er gode til at tale med alle typer mennesker og har en god indlevelsesevne.

- Vi kommer som et åbent blad og kan tale med patienterne om det, som de har lyst til at tale om. Vi har mulighed for at sidde ved en patient i en time, hvis vedkommende har lyst til det. Vi kan få smil frem på deres læber og lave noget hygge eller sjov på deres præmisser, siger Tove Vorre, der er aktivitetsleder for ordningen med de frivillige patientstøtter.

De frivillige patientstøtter bliver blandt andet brugt til at læse højt fra en bog, de spiller spil og går med patienterne på ærinde i hospitalets kiosk.

- Vi er meget glade for de patientstøtter, som vi har tilknyttet. De er nærmest blevet en fast del af afdelingen, og det er altid en god og positiv oplevelse, når de kommer. De har tiden til at tage en hyggesnak med patienterne om stort og småt. De kan eksempelvis læse avis for dem eller fortælle, hvordan vejret er, siger Jette Roed Brodersen, der er afdelingssygeplejerske i afdelingen Hjertesygdomme.

Ønsker man at blive frivillig patientstøtte, kan man kontakte aktivitetsleder Tove Vorre fra Røde Kors i Viborg på telefonnummer 5149 2951 eller mailen tovevorre@hotmail.com. Hun påpeger i den forbindelse:

- Det vigtigste er, at man har lysten og er villig til at ofre noget tid på den frivillige indsats, hvis man kunne tænke sig at blive frivillig patientstøtte. Samtidig skal man turde at gå ind til fremmede mennesker og tale med dem. Man skal også turde at tage den svære samtale med dem om alt mellem himmel og jord. Derudover skal man gerne have et godt humør, og man skal være god til at lytte.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078