23948sdkhjf

Arkitekter og kunstner bringer havet med til Skejby

En seks timer lang videoinstallation af havet vil indgå som et centralt element i retspsykiatriens gårdrum, nå Psykiatrien i Risskov i 2019 flytter til nye bygninger ved Det Nye Universitetshospital i Skejby.

Psykiatrien i Risskov flytter i 2019 til nye bygninger ved Det Nye Universitetshospital i Skejby. Her venter der moderne og trygge omgivelser for patienterne, som dog med flytningen må vinke farvel havudsigten fra det nuværende hospital.

Et samarbejde mellem Arkitema Architects og kunstner Eva Koch sørger imidlertid for, at havet ikke forsvinder helt. Således har Eva Koch skabt en seks timer lang videoinstallation af havet, der vil indgå som et centralt element i retspsykiatriens gårdrum.

- Da jeg talte med patienterne, gjorde de mig opmærksom på, at de virkelig sætter pris på den havudsigt, de har på det nuværende psykiatriske hospital. De er rigtig kede af at skulle flytte fra den, da bare bevidstheden om, at havet er derude, gør dem glade. Jeg besluttede mig for, at det var nogle vigtige følelser at tage i betragtning, når jeg skulle lave videoen, fortæller Eva Koch i en pressemeddelelse.

Hun har derfor valgt at filme vandet ved Risskov og andre danske kyster og afspille det side om side med svenske, islandske og grønlandske bølgeskvulp. Vandet har ifølge Eva Koch evnen til at forbinde os alle. De fleste mennesker uanset geografi og identitet, kan forholde sig til vand.

- Vores kroppe består af vand og det forbinder os ligesom oceaner forbinder kontinenter, begrunder hun.

Mangfoldighed og tryghed

Værket på det nye psykiatriske center skal derfor repræsentere mangfoldighed og hjemlig tryghed for patienterne, når de bliver indlagt. Af samme grund er de grønlandske kyster med i videoen, så de indlagte grønlænderes hjem også er repræsenteret.

Både Arkitema og Eva Koch har haft visionen om at skabe en gård, som henvender sig direkte til brugerne, og som bidrager positivt til opholdet og behandlingen på centret. Videoinstallationen bliver inkorporeret i byggeriet således, at den projekteres på gavlen af gårdrummets centrale bygning.

Lyden af havet kan ikke høres i gården, men kan opleves i to trappetårne med udsigt til værket. På den måde kan patienterne vælge lyden af havets brusen til og fra.

For at realisere værket har Eva Koch, fra de tidlige streger, været i dialog med Arkitema Architects.

Det er et privilegie at være med fra starten, og det gør virkelig en stor forskel på det færdige byggeri, at vi i samarbejdet har kunnet tage højde for tekniske detaljer, og at de bliver bygget ind fra starten. Værket bliver lavet specifikt til det udvalgte rum, og det samlede indtryk bliver en helhed. Samtidig synes jeg, at det er spændende, at bygningen spiller sammen med videoen og får et ekstra fortællende lag som er noget helt nyt, siger Eva Koch om samarbejdet.

Eva Kochs værk ”Mit Hav” blev offentliggjort på udstillingen ”Hvad gør kunst på hospitaler?”, der åbnede den 9. september på KØS - Museum for kunst i det offentlige rum i Køge. Udstillingen sætter fokus på kunstens helende effekt på patienter og her kan man blandt andet opleve Eva Kochs videoinstallation frem til april 2018.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094