23948sdkhjf

Indflytning i nyt akutcenter udskydes

Forsinkelsen af det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg skyldes blandt andet et ønske om at sikre tilstrækkelig tid til at gennemteste og klargøre de nye rammer, inden personale og patienter rykker ind.

I maj 2019 vil Regionshospitalet Viborg kunne tage imod første patient i det nye akutcenter. Det er en forsinkelse på 8 måneder i forhold til den hidtidige plan.

Forsinkelsen skyldes dels en række mangler i projektmaterialet og dels et ønske om at sikre tilstrækkelig tid til at gennemteste og klargøre de nye rammer, inden hospitalspersonale og patienter rykker ind, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

- Vi ved, at både medarbejdere og patienter havde set frem til at kunne tage det nye akutcenter i brug i september næste år. Men belært af andre byggeriers erfaringer, har vi valgt rykke indflytningen. Vi vil ikke gå på kompromis med hverken medarbejdernes arbejdsmiljø eller patienternes sikkerhed, så derfor har vi i god tid besluttet at drage de nødvendige konsekvenser, siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen.

Test og byginger og installationer

Godt fire måneder af forsinkelsen skyldes mangler i det projektmateriale, som entreprenører og håndværkere skal bruge til at bygge ud fra. Samtidig har styregruppen valgt prioritere en rimelig tid til montering af udstyr, test af systemer og selve flytningen af de enkelte afdelinger. I den nye plan er der taget højde for eksempelvis montering og kalibrering af avancerede skannere og test af alt fra ventilationssystemer til hospitalsudstyr.

- Erfaringerne fra andre hospitalsbyggerier har vist, at man ikke må undervurdere, hvor lang tid det tager at få en så kompliceret og teknikfyldt bygning til at fungere optimalt. Vi fråser ikke med tiden, men vi vælger at sætte den nødvendige tid af til at få gennemtestet bygning og installationer, inden patienter og personale rykker ind, forklarer Lars Dahl Pedersen.

Til gengæld er man i den nye tidsplan gået væk fra den oprindelige tanke om, at tage det nye akutcenter etapevist i brug, så eksempelvis Akutafdelingen flyttede ind i de nederste etager, mens etagerne ovenover blev gjort helt færdige. I stedet vil hospitalet hen over nogle få måneder kunne rykke ind på samtlige etager i nybyggeriet. På den måde begrænser man samtidig de gener og den uro, som en flytning vil kunne give for både medarbejdere og patienter. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079