SOSU C går til filmen
Mediehuset København har udgivet tre undervisningsfilm til SOSU- og erhvervsskoler i Danmark.
Filmene kan anvendes i en række fag.
Undervisningsmaterialets primære anvendelsesområde er samfundsfag på G1 - men materialet er også relevant i de mere erhvervsrettede og uddannelsesspecifikke fag.
Materialet kan også bruges som optakt til praktik eller som intro til det at være professionel og i arbejde.
Hele konceptet er gratis og tilgængeligt på: https://mediehuset-kbh.dk/digital-dialog-undervisning/ og EMU Materialeplatformen.
Undervisningsmaterialet indeholder tre film: ’Det gode arbejdsliv’, ’Arbejdspladskulturer’, samt ’Innovation og Iværksætteri’. I tilknytning til filmene er der udarbejdet ni vejledninger, elevopgaver og fire informationsspots. Filmene er optaget i et professionelt format, så de kan vises på storskærme, tv og internettet.
Elever fra flere skoler deltager via Skype i et direkte live-webtv-program, hvor de går i dialog med paneldeltagere i et tv-studie. Der debatteres om et konkret tema, som eleverne har beskæftiget sig med i undervisningen. Studiepanelet kan bestå af eksperter og politikere. En studievært fungerer som moderator mellem elever og paneldeltagerne.
"Formålet med konceptet er, at eleven udbygger sine kompetencer til at deltage som aktiv, ansvarlig og handlekraftig samfundsborger i et demokratisk samfund", lyder det fra Mediehuset København.
Annie Kær Philipsen fra SOSU C har været en af sparringspartnerne i projektet og elever fra SOSU C deltager også i filmene.
Projektet er støttet af Undervisningsministeriets bortlodningsmidler.