Offentligt ansatte rejser krav om ligeløn
Lønniveauet inden for de kvindedominerede fag ligger i dag under mandsdominerede fag med tilsvarende uddannelser. Nu bringer forhandlingsfællesskabet, omfattende 51 organisationer, der repræsenterer offentligt ansatte i kommuner og regioner, et krav ind til arbejdsgiverne om, at en del af lønrammen skal afsættes til en særlig ligelønspulje ved de forestående overenskomstforhandlinger.
Kravet er oprindeligt rejst af de fire organisationer FOA, Sundhedskartellet, BUPL og Socialpædagogerne, hvis medlemmer i høj grad arbejder inden for de kvindedominerede fag. Og her er de fire formænd, Elisa Bergmann, Benny Andersen, Dennis Kristensen og Grete Christensen stolte over, at de øvrige forbund er enige i, at kravet om en ligelønspulje skulle rejses som et fælles krav.
"Graden af solidaritet er historisk høj ved disse overenskomstforhandlinger. At øremærke en pulje til nogen, betyder jo, at andre får mindre. Men at der alligevel er enighed om, at vi gerne vil bidrage til at udligne skævheden på tværs af køn illustrerer fint, hvad der kendetegner overenskomstforhandlingerne i denne omgang. Nemlig, at vi står stærkt skulder ved skulder. På tværs af fag, sektorer og nu også køn," lyder den fælles melding fra de fire formænd, der nu håber, at også arbejdsgiverne vil bakke op om det fælles krav.
I september i år sendte de fire organisationer en fælles appel til Folketingets medlemmer om at afsætte en særlig ligelønspulje. Den appel gælder fortsat.
"Vi tager fra lønmodtagernes side det første vigtige skridt. Men skal vores døtre nogensinde opleve reel ligeløn på arbejdsmarkedet, kræver det, at også politikerne tager ansvar og griber ind og knækker kurven, så vi opnår reel ligeløn. Det er på tide," siger de fire forbundsformænd.
Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er planlagt til at begynde i dagene efter nytår til fornyelse af de nuværende overenskomster, der udløber med udgangen af marts.