23948sdkhjf

Pårørende til alvorligt syge slides ned

Pårørende til alvorligt syge skal have langt mere målrettet hjælp. Det mener en lang række organisationer.

De mange hårdt prøvede pårørende til patienter med en alvorlig sygdom har brug for en national handlingsplan, som giver lige vilkår for alle.

Det mener paraplyorganisationen Danske Patienter med opbakning fra en lang række organisationer lige fra Dansk Socialrådgiverforening, Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd til Danske Handicaporganisationer, FOA og Ældre Sagen.

Det daglige - og for nogle mangeårige - pres ved at være den nærmeste og oftest ulønnede hjælper for alvorligt syge mennesker er stort. Så stort at mange går ned på det.

- At være den nærmeste til et sygt og måske døende menneske kan ses som en slags kærlighedsarbejde, siger formanden for foreningen Pårørende i Danmark, Marie Lenstrup.

- Det er et superpotent brændstof, som får folk til at magte det utroligste. Men der er også en stor risiko på sigt for at brænde ud.

Opfordringen fra Danske Patienter til en national handlingsplan for pårørende er netop sendt til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), socialminister Mai Mercado (K) og ældreminister Thyra Frank (LA).

- Vi har en masse udmærkede men uforpligtende anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen fra 2012. De bliver bare ikke fulgt. Enkelte kommuner gør det godt, mens andre ikke gør noget som helst, siger formanden for Danske Patienter, Camilla Hersom.

- Mange pårørende vil gerne bidrage med den viden, de har, hvilket er en kæmpegevinst for sundhedsvæsenet. Omvendt kræver det så, at man ikke driver rovdrift på dem.

I takt med sygehusenes stadigt kortere indlæggelser så kommer de pårørende fremover til at spille en meget større rolle.

- Der skal i hele landet være et forpligtende tilbud til de pårørende, som ikke bare glider ned på prioriteringslisten i et presset sundhedsvæsen, siger Camilla Hersom.

- Vi skal bruge de pårørendes ressourcer, fordi de har meget godt at bidrage med men uden at drive rovdrift på dem. Man kommer langt med få økonomiske midler på dette område, siger hun.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby ser positivt på anbefalingerne og vil vende forslagene med organisationerne i det nye år, udtaler hun i en kommentar.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079