23948sdkhjf

NAVNE: Ny direktør for Steno Diabetes Center Sjælland

Lise Tarnow skal stå i spidsen for at skabe en diabetesbehandling på højeste niveau tæt på borgerne i Region Sjælland.

Lise Tarnow bliver centerdirektør for det kommende Steno Diabetes Center Sjælland. Hun kommer fra en stilling som forskningschef på Nordsjællands Hospital og har tidligere stået for etableringen af forskningsenheden på det oprindelige Steno Diabetes Center i Gentofte og skal nu stå i spidsen for for at skabe en diabetesbehandling på højeste niveau tæt på borgerne i Region Sjælland.

Steno Diabetes Center Sjælland skal sætte rammen for de samlede kompetencer inden for behandling, forskning og uddannelse i diabetes - og dermed kan der tilbydes en bedre og mere sammenhængende behandling til den enkelte patient.

Centret forventes etableret i efteråret 2018.

Borgernær behandling

I Region Sjælland skal Lise Tarnow lede et center, der skiller sig ud fra diabetescentrene i de andre regioner, skriver regionen i en pressemeddelse.

Fremfor at samle centret ét sted i regionen vil den sjællandske udgave have fokus på borgernær behandling. Diabetesbehandlingen fastholdes  derfor på sygehusene i Køge, Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster for at sikre, at behandlingen er tæt på borgerne, uanset hvor de bor i regionen.

- Jeg glæder mig meget til udfordringen og til at være med til at skabe anderledes og helt nye måder at arbejde sammen på at forbedre livet for mennesker med diabetes - på tværs af matrikler, sektorer, professioner og geografi, siger Lise Tarnow.

- Steno Diabetes Center Sjælland rummer muligheden for at styrke vores faglige stolthed og mest af alt: At sætte patienten lige midt i centrum - det vil jeg rigtigt gerne være en del af, siger hun.

Udover borgernær behandling skal Steno Diabetes Center Sjælland yde en særlig indsats for patienter med multisygdom og psykisk sygdom, ligesom centret også vil arbejde for at reducere den sociale ulighed i sundhed i regionen.

- Vi har store ambitioner med vores behandlingstilbud til de 45.000 diabetikere i Region Sjælland. Lise Tarnow repræsenterer den handlekraft, de samarbejdsevner og det ledelsesmæssige mod, der skal til for at nå ambitionerne, siger Lars Onsberg Henriksen, koncerndirektør i Region Sjælland, om ansættelsen af den nye centerdirektør.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063