23948sdkhjf

Livsfortællinger skal afhjælpe ensomhed hos ældre i Odense

Odense starter samtalegrupper for ældre baseret på konceptet 'Fortæl for livet'.

I Odense Kommune starter man nu en række samtalegrupper baseret på konceptet "Fortæl for Livet", hvor ældre mennesker skaber nye bekendtskaber og udvikler relationer med udgangspunkt i livsfortællinger.

Baggrunden for initiativet er, at forebyggelseskonsulenterne i Odense Kommune har erfaret, at der er et stigende antal borgere over 90 år, der oplever en særlig form for ensomhed.

Fortæl for Livet er en samtalegruppe, der består af op til seks deltagere på 90+ år og en gruppeleder, hvor deltagerne fortæller og lytter til betydningsfulde livshistorier hos hinanden.

I første omgang skal der findes og uddannes frivillige gruppeledere, der skal støtte de ældre i at komme ud med deres fortælling og styrke fællesskabet i den enkelte samtalegruppe. Den 27. og 28. februar uddannes gruppelederne gennem et Fortæl for Livet-kursus, der afholdes af Fonden Ensomme Gamles Værn.

Det forventes, at samtalegrupperne starter op i løbet af maj og forløber over 10 uger. Hvert møde varer ca. halvanden time og foregår et hyggeligt og tilgængeligt sted i de ældres lokalområde.

Den 24. januar kl. 10-12 er der inspirationsmøde, hvor interesserede kan komme og høre mere om projektet og om, hvad det vil sige at være frivillig gruppeleder for en samtalegruppe. Mødet foregår i Phønix Salen, Schacksgade 39, 5000 Odense C.

- Ensomhed er et højt prioriteret område for mig, og vi skal absolut have gjort noget ved ensomheden hos de ældre. Fortæl for Livet er et fantastisk initiativ, hvor vi bringer mennesker sammen, som får mulighed for at tale om deres livserfaringer og deres sorger og glæder. Det er en god måde at lære både sig selv og hinanden bedre at kende på en dybere og mere indgående måde, end sædvanligt samvær normalt giver anledning til. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan vi som kommune kan gå ind og støtte op om civilsamfundet og de mange ressourcer, der er derude, i forhold til at tage os af hinanden, siger rådmand Søren Windell (K).

Du kan læse mere om Fortæl for livet her.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078