23948sdkhjf

Færdigt arbejde: Slagelse Sygehus er afleveret

Ny fødeafdeling, børne- og ungeafdeling samt tre etager til medicinske patienter står nu færdig og kan snart indvies.

- Det er blevet et vellykket byggeri, hvor alt stort set er gået som planlagt i et effektivt samarbejde med OPP-teamet. Det betyder, at vi har fået topmoderne rammer i høj kvalitet, som sygehuset i de næste tre måneder vil klargøre endeligt.

Det siger sygehusdirektør Vagn Bach, efter at Slagelse Sygehus og Region Sjælland i sidste uge fik overdraget det 19.519 kvadratmeter store OPP-byggeri, som har været undervejs siden april 2016.

Slagelse Sygehus går nu i gang med at indrette de nye bygninger, så patienterne kan flytte ind til maj.

Udbygningen er en del af moderniseringen af Slagelse Sygehus, som er et af regionens fire akutsygehuse, og således flytter gynækologi, fødsler og børneafdeling fra Næstved til Slagelse i år. Samtidig flytter de medicinske afdelinger ud af de ældste bygninger på Slagelse Sygehus og ind i den moderne sengebygning.

OPP-model

Industriens Pension, PensionDanmark, PKA og Sampension ejer bygningerne, som Region Sjælland lejer sig ind i for en periode på 20 år. OPP-modellen har gjort det muligt at finansiere byggeriet for regionen, som efter de 20 år kan vælge at købe ejendommen.

OPP-konsortiet består, ud over de finansielle ejere, af MT Højgaard, der har været totalentreprenører på opførelsen af byggeriet, og i samarbejde med Deas står de for den udvendige drift og vedligehold i de næste 20 år.

- Projektet har bevist, at der skabes unikke resultater, når offentlige og private virksomheder forener kræfterne, og i samarbejde har vi skabt de bedste betingelser for fremtidens patienter, siger Lars Olaf Larsen, afdelingsdirektør i Deas, på vegne af OPP-konsortiet.

Byggeriet har netop opnået DGNB Guld-certificering.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125