23948sdkhjf

Flere ansatte til den mest pressede psykiatri

Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland foreslår nu et varigt løft på 25 mio. kr. til de psykiatriske afdelinger, der er allerhårdest spændt for.

Der er brug for hurtig politisk opbakning og økonomisk hjælp til de psykiatriske afdelinger, der er allerhårdest spændt for. Det mener Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland, som foreslår regionsrådet at fordele et varigt løft på 25 mio. kr. allerede på førstkommende møde.

Udvalget anbefaler, at størstedelen af pengene - 12,7 mio. kr. - skal bruges på mere personale her og nu. Det beløb omfatter både uddannet personale og peer-medarbejdere, som selv har erfaringer fra psykiatrien. 

- Sådan som vi hører patienter og personale og ser tallene, så er psykiatrien i Risskov, særligt afdeling P og Q i øjeblikket de mest pressede og derfor de steder, som efter vores opfattelse hurtigt bør have flere penge til personale, siger udvalgets formand Jacob Isøe Klærke (SF).

Hertil kommer en anbefaling om "buffersenge" i Risskov, der fleksibelt kan bruges til aflastning.

Udvalget indstiller også til regionsrådet, at psykiatrien i Horsens får to mio. kr. Randers én mio. kr., Midt (Viborg) én mio. kr. og Vest (Holstebro/Herning) én mio. kr. til mere personale.

Hovedsigtet med den indstilling Psykiatri- og Socialudvalget nu har sendt videre til regionsrådet er almere personale, så situationer, hvor brugere og personale oplever utryghed bliver færre. Men ved siden af, vil udvalget også styrke mulighederne for forebyggende hjælp.

 

- Der er desværre ikke tale om et stort beløb, men de to mio. kr. der er til rådighed rækker til at styrke de akut ambulante teams i Aarhus, så flere patienter kan få hjælp, der hvor de bor, siger Jacob Isøe Klærke.

 

Prioriterer de mest akutte problemer

Regionsrådet har over to omgange besluttet at øge bevillingerne til psykiatrisk behandling. 10 mio. kr. blev afsat i forbindelse med budget 2018, mens yderligere 15 mio. kr. kom til, da det nyvalgte regionsråd konstituerede sig i november. Det er den samlede sum, som blandt andre Psykiatri- og Socialudvalget er ivrige efter at få sat i arbejde.

- Vi vil prioritere de mest akutte problemer, og med mere personale håber vi at kunne lette presset på afdelingerne. Men jeg vil også gerne sige, at vi er helt klar over, at andre dele af psykiatrien også har store udfordringer, og at der er et stykke vej endnu, før der er balance mellem de udfordringer vi står med og de midler vi har til rådighed, siger Jacob Isøe Klærke.

Det er det samlede regionsråd, der beslutter hvordan de 25 mio. kr. skal fordeles. Regionsrådet mødes næste gang onsdag den 28. februar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078