23948sdkhjf

Nu får tre plejehjem i Odder faste læger

10 lokale praktiserende læger har indgået aftale med Odder Kommune. Ordningen starter 1. marts.

Fast tilknyttede læger på plejecentre kan forbedre medicinhåndtering og reducere antallet af hospitalsindlæggelser.

Som adskillige andre plejehjem landet over, har Odder Kommune derfor indgået en aftale med 10 lokale praktiserende læger om at være fast tilknyttet de tre plejecentre i kommunen. 

"Lægerne er fordelt mellem plejecentrene, hvor de vil yde generel sundhedsfaglig sparring og rådgivning til personalet. Beboerne tilbydes at vælge en af de fast tilknyttede læger som egen læge. Det gælder også, selv om lægen måtte have lukket for tilmelding af nye patienter. Beboeren kan vælge ikke at gøre brug af tilbuddet og i stedet beholde sin hidtidige læge," lyder det fra Odder Kommune i en pressemeddelelse.

Tilknytningen af læger på plejecentrene er et resultat af en delaftale mellem Region Midtjylland, de midtjyske kommuner og Praktiserende Lægers Organisation i Midtjylland om udmøntning af en national prioritering af midler til ordningen. Fra den 1. marts 2018 er ordningen fuldt implementeret på plejecentrene i Odder Kommune. 

- Jeg håber, at rigtig mange af beboerne vælger at skifte til en de fast tilknyttede læger. Der er værdifuldt for både plejepersonale, læger og beboere. Vi forventer os meget af ordningen, og vi er sikre på, at tiltaget vil styrke samarbejdet mellem lægerne og personalet på plejecentrene til stor gavn for beboerne og deres pårørende, siger direktør for social, sundhed og beskæftigelse Jette Lorenzen.

- Fra lægeligt perspektiv er kontinuitet meget væsentligt, specielt for ældre medborgere, som ofte også dels har mange sygdomme, dels får meget medicin. Vi håber, at den nye plejehjemslægeordning kan styrke dette område. Samtlige læger i Odder kommune er positive over for ordningen, og vi opfordrer til, at man overvejer at have plejehjemslægerne som "egen læge" fremover, siger læge og formand for Odder Lægelaug Christian Wetterstein Pedersen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083