23948sdkhjf

Regionsansatte forventer nyt forhandlingssammenbrud tirsdag

De ansatte i regionerne forventer ikke en aftale om en overenskomst tirsdag med Danske Regioner. Tværtimod.

Forhandlingerne om overenskomster i det offentlige er gået i hårdknude. Fredag brød forhandlingerne sammen for de statsligt ansatte. Mandag gik kommuner og lønmodtagere fra hinanden i splid.

Og chefforhandler for de regionalt ansatte Grete Christensen forventer et lignende resultat tirsdag, når Danske Regioner og de relevante fagforeninger mødes.

Det fortalte hun til Ritzau mandag aften.

- Med mindre de overrasker os vildt ude i Danske Regioner, så er det sædvanligvis rammen fra det kommunale område, der lægges til grund for det regionale resultat, sagde hun.

- Så der er ikke store forventninger til i morgen. Men vi giver det en chance, og så må vi høre, hvad de har at sige.

Spørgsmål: Hvor realistisk er det, at I når til et andet resultat end et sammenbrud i morgen?

- Det vil overraske mig rigtig meget, hvis de kan byde på noget andet.

Onsdag er der deadline for varsling af en eventuel konflikt. Det kan både være en lockout fra arbejdsgiverne eller en strejke fra lønmodtagerne.

Ifølge Grete Christensen sidder varslingerne løst.

- Vi er meget tæt på, at der bliver sendt konfliktvarsler. Så vil det afhænge af det arbejde, der skal gøres i forligsinstitutionen, om det ender i konflikt eller ej, siger hun.

- Men som det ser ud lige nu, er det min opfattelse, at det er en alvorlig situation.

Hos Danske Regioner mener chefforhandler Anders Kühnau nu alligevel, at parterne har meget at snakke om.

- Vi vil ikke på forhånd tale en konflikt op. Jeg synes, at det er besynderligt at gå ind til et møde, og så på forhånd nærmest konkludere, at der kommer en konflikt på landets hospitaler.

- Jeg synes altid, at man skal gå ind med et ønske om at opnå resultater, siger han.

Hvad det er, regionerne kan komme med til forhandlingsbordet, der er anderledes end kommunerne og staten, ønsker han dog ikke at svare på.

Han vil heller ikke forholde sig til, hvordan der skal kunne komme en aftale for regionerne, når det ikke kan komme en for ansatte i kommuner og stat.

- Jeg vil ikke sige hvor, vi mener, vi kan komme frem til noget. Jeg vil ikke komme ind på positioner eller eventuelle løsninger, siger Anders Kühnau.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079